Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/266

248

Magnus Erikssøn.

til Olafsmesse, bad Gunnar Erkebiskopen og de øvrige tilstedeværende om strax at træde sammen og raadslaa, da Sagen ikke taalte nogen Opsettelse. Et saadant Møde blev da og holdt, uden at man oppebiede Erling, og den Beslutning, som fattedes med Hensyn til Mynten, betegner noksom de falske Forestillinger, man her i Norge, som andensteds paa de Tider, havde om Myntvæsenet og Regjeringens Rettigheder lige overfor Folket med Hensyn dertil, idet de ligefrem foreslog en Forringelse af Myntens Gehalt som en Finans-Operation. Man enedes om, under Forbehold af Kongens Stadfestelse, at Peningen, hvis Gehalt, som vi have seet, hidtil i endeel Aar havde været efter Forholdet til reent Sølv som i.: 4, nu skulde nedsettes til Forholdet 1:5, og dog skulde dens Verdi vedblive at være den samme som før^[1]. Som et af de Goder, man herved tilsigtede, nævnte man især, at Pengene mindre vilde blive udførte af Landet. Hovedsagen var dog vel den, at man vilde skaffe flere Penge tilveje i Rigskassen^[2], og Kongen har derfor vist heller ikke betænkt sig paa at bifalde Forslaget, især da Mynten i Norge derved kom aldeles paa samme Fod som den i Sverige, hvor Forholdet allerede længe havde været som 1:5^[3]. Vi have allerede seet Exempler nok paa, hvorledes man i de Tider virkelig troede ved et Magtsprog at kunne give de myntede Penge en Cours, som langt oversteeg deres Gehalt: det var en Vildfarelse, som deeltes af alle eller de fleste. Statsmænd i de Dage og langt sildigere, og man kan derfor ikke gaa i Rette med Biskop Haakon, at han ej var mere klarsynet end de andre. Det gik ogsaa her, som altid ved slige Lejligheder, at den Fordeel, som den kongelige Kasse fik, – om den ellers virkelig fik nogen, – kun var kortvarig og opvejedes af den tilsvarende Forringelse i Indtægterne, som snart maatte indtræde. Thi ikke saa mange Aar derefter finde vi den norske Peningemark i offentlige Documenter ligefrem beregnet til ${\frac {1}{5}}$ af rette Sølvmark^[4]; og jo længere Tid der var gaaet hen, inden dette Forhold af Regjeringen selv var blevet erkjendt, men derimod den tvungne Cours havde hersket, desto længere havde de Penge-Indbetalinger i Skatter og Landskyld, som Regjeringen da heller ikke kunde undslaa sig for at modtage efter den tvungne Cours, været ringere, end de egentlig

1. B. Haakons Brev til Hr. Erling og til Kongen af 1ste Juli 1340, Samll. V. 148, 149. I det første Brev kaldes Vexlingen „flosopeningr“, hvilket synes at vise, at den har været et tyndt Bracteat. Paa begge Steder settes Verdien saaledes, at 1 Løb Smør skulde gjelde ⅓ Mk.
2. Dette siges ligefrem i Bremens Brev til Kongen af 1ste Juli og 8de Aug.
3. See ovenfor de pavelige Nuntiers Regnskaber S. 97.
4. See den pavelige Nuncius Joh. Guilabertis Regnskaber af 1351–1353, Dipl. N. I. 327–336.