man maa forundre sig over, at Nordmændene lode sig nøje dermed. Der skete kun enkelte, specielle Foranstaltninger, ingen stor og gjennemgribende Reform. Det kom ikke engang endnu saavidt, at Kongen udnævnte en Cantsler, der kunde udstede Breve i hans Navn og saaledes expedere alle forekommende, ikke altfor indviklede offentlige Sager, naar Kongen selv ej var tilstede; men han førte fremdeles Seglet med sig udenfor Norges Grændser og beholdt det der, til øjensynlig Skade for Regjerings-Anliggendernes ordentlige Gang. Men naar Nordmændene saa roligt fandt sig heri efter de tydelige Tegn paa Misfornøjelse, som de nu oftere havde lagt for Dagen, maa der have været en særegen Grund; de kunde ikke nu med eet være blevne saa taalmodige, naar de tidligere havde givet sit Misnøje tilkjende, hvor der var langt mindre Aarsag dertil, end nu, thi Kongen havde neppe nogensinde været længer borte fra Norge, end just i 1340 og 1341. Grunden kan neppe have været nogen anden end den, at de nu havde faaet etslags Udsigt til, at Unionen snart skulde ophøre.
Vi have seet, at Unionen alene var personlig, og at der neppe nogensinde havde været Tanke eller Tale om, at den herefter statsretligt skulde bestaa mellem Rigerne selv, uden Hensyn til Besidderen. Foreningen var nærmest en Følge af Kongefamiliernes Slægtskabsforhold; den var hverken forudseet eller søgt; den betragtedes som en tilfældig Begivenhed, ved hvilken der intet videre var at gjøre, men som man maatte finde sig i, indtil andre Forhold hidførte en Opløsning; og en saadan Opløsning var vistnok saa langt fra at betragtes som et Onde, at man meget mere saa frem til den som til en stor Velgjerning. Thi Regjeringens og Administrationsforholdenes Ubehjelpelighed afstedkom, som vi have seet, saa mange Ulemper for det ene af Rigerne, naar Kongen i længere Tid opholdt sig i det andet, at de Fordele, Unionen ellers kunde bringe, neppe engang bemerkedes. Det synes derfor ogsaa at have forstaaet sig af sig selv, at saasnart det lod sig gjøre, skulde Rigerne have hver sin Konge, medens de forøvrigt bleve i den nøjeste venskabelige Forbindelse; og den nemmeste Maade at ordne dette paa vilde det da være, hvis Kongen havde to Sønner, og den ene bestemtes til at blive Sveriges, den anden til Norges Konge. Dette maa næsten have været en Aftale, som allerede gjordes ved Kongens Giftermaal, og dersom vi havde Egteskabscontracten, vilde vi maaskee endog deri finde noget derom. Under denne Forudsætning maa baade Nordmænd og Svensker med Længsel have imøde-
der nævnes som en af Overdomsmændene i Sagen mod de vestfalske Kjøbmænd 1316. (Dipl. N. I. 147); ellers nævnes ogsaa ved 1342 en kongelig Skriver eller Notarius Helge Ivarssøn. Dipl. N. I. 277.
