ges og hyldes til Sveriges Konge; selv begav derimod Hertuginden sig med syv Befuldmægtigede af det svenske Raad, nemlig Biskop Karl af Linkøping, Knut Magnussøn, Lagmand i Vestergøtland, Erik Thuressøn, Sigge Hallsteenssøn, Stephan Rørekssøn, Gisle Elinessøn og Knut Porse, til Norge, for at underhandle med de norske Herrer, og foreløbigt vedtage de Bestemmelser, som den nu imødeseede Personal-Union mellem begge Riger gjorde nødvendige. Det er ikke usandsynligt, at disse Forholdsregler aftaltes i Ørebro, hvor vi den 12te Juni finde Rigsforstanderen med et Par Rigsraadsmedlemmer paa et saakaldet Refsingething, hvor maaskee Hertuginden tilligemed Raadet ved Efterretningen om hendes Faders Død traadte sammen, for at være Norge saameget nærmere, og hvor da sandsynligviis hine syv Herrer ere blevne udvalgte. Om det Møde, der ifølge Freden i Roeskilde skulde holdes i Helsingborg for at afgjøre alle Tvistepunkter mellem Kong Byrge og hans Broderbarn, var der saaledes ej mere Tale, thi af de fire svenske Befuldmægtigede, der skulde indfinde sig der, og det til St. Hans-Dag, fulgte nu de trende med Hertuginden til Norge.
Det var ganske vist en talrig Forsamling af geistlige og verdslige Herrer, der nu ved St. Hansdags-Tider indfandt sig i Oslo. Vi kjende kun Navnene paa tredive, nemlig dem, der besvore det Document, hvorom her strax nedenfor vil blive talt: men man kan antage det for vist, at naar der strax havdes tredive Herrer ved Haanden til at aflægge Eeden, maa der have været mange flere end dem tilstede. Desuden vare alle hine kun Lendermænd og Riddere, og dog fandtes der paa denne Tid en Mængde anseede Høvdinger, der endnu ikke havde naaet Ridderverdigheden, men desuagtet ligefuldt vare selvskrevne til at fremmøde paa en saadan Forsamling. Vi kjende heller ikke mere til Forhandlingerne paa denne end hvad der vedkom det nye Forhold til Sverige, hvorom der blev raadslaget og truffet endelig Bestemmelse den 26de, 27de og 28de Juni[1]; men
- ↑ Uagtet Dagene i den eneste ordentlige Afskrift, vi have tilbage af Unions-Akten, kun betegnes „á setta, fimta ok fjórða dögum Julii mánaðar“ kan der dog ikke være nogen Tvivl om, at Ordet „kalendas“ er udeglemt foran dögum, og at de tre Dage saaledes blive 26de–28de Juni. Thi for det første plejede man i hine Tider aldrig at angive Maanedsdage, uden enten efter deres Afstand fra visse Festdage, eller og efter den romerske Kalender; da nu den første Maade her ej er anvendt, kan der alene være Tale ein den sidste, saamegetmere som der ellers ikke var Grund til at nævne Tallene i omvendt Orden. For det andet vilde det, om de her angivne Dage virkelig skulde betegne 4de, 5te og 6te Juli, have været en Umulighed for Biskop Karl, Knut Magnussøn og flere af de svenske Raadsherrer, der vare tilstede i Oslo, at kunne være i Uppsala allerede den 8de Juli ved Kong Magnus’s
gjengiver dette ved St. Hans. Det maa i alle Tilfælde siden være blevet udsat, da det er vist, at Magnus ej hyldedes førend den 8de Juli.
