deles beviiste[1]. Den 18de August tilstod Kongen, i Uppsala, Kampens Borgere, fra hvilke ogsaa Gesandter var komne, Ret til at benytte den Plads paa Skanør, som de hidtil havde haft, men i Brevet, der handler om denne Tilstaaelse, forudskikkes en Bemerkning, hvorom der intet nævnes i Frihedsbrevene til Lübeck, nemlig, at uagtet Kongen ved sin Kroning efter sine Raadsherrers Raad havde ganske tilbagekaldt alle de Privilegier, som enten han selv eller hans Forgængere paa nogen Maade i sine Riger, Herskaber eller Landskaber havde tilstaaet hvilkesomhelst Personer. Byer eller Søstæder, eller andre, saa havde han dog i Betragtning af de Tjenester og Villigheder, Kampens Borgere havde viist ham og hans Forfædre, og paa deres Begjering, villet vise dem den her omtalte Naade[2]. Dette Udsagn er saa almindeligt, at man skulde tro det ogsaa gjelder Norge, men alligevel er der ingen Spor til, at nogen saadan Tilbagekaldelse der har fundet Sted; man maa altsaa formode, at der her alene sigtes til Sverige og Skaane[3]. De lübeckske Sendebud havde endnu et vigtigt Erende at udrette, hvortil de behøvede Kongens Bistand. Det er forhen nævnt, at den svenske Herre Sigvid Ribbing, en Ven af Jens Offessøn, var Befalingsmand over Søndrehalland i Knut Porses Sønners Mindreaarighed. En af hans Mænd var i Bardafjord paa Hallands Kyst bleven dræbt af Friser fra Stavern, men disse kastede Skylden paa Lübeckerne, hvoraf der endog opstod Fejde mellem begge Stæders Borgere. Sigvid Ribbing, en heftig og voldsom ung Mand, troede ogsaa, at Lübeckerne var de skyldige, og søgte at hevne sig paa dem ved at fejde imod dem og kapre deres Skibe. Gesandterne foredrog denne Sag for Kongen og Raadet – altsaa betragtedes Magnus, efter Skaanes Erhver-
- ↑ Dipl. Sv. 3242. 3243. Lüb. Urk. B. II. 638. 639.
- ↑ Dipl. Sv. 3246.
- ↑ Da Hensigten med denne Tilbagekaldelse aabenbart egentlig kun har været den, at de omspurte Privilegier og Frihedsbreve nu skulde fornyes efterat være reviderede, og det hverken i sig selv kan ansees tænkeligt, at det svenske Rigsraad ogsaa skulde revidere de for Norge udstedte Privilegier, eller Spor findes til, at Fornyelser af Frihedsbreve vedkommende Norge have været udgivne ved Kroningen i Stockholm, med Undtagelse af de vistnok i sig selv noget uformelige Hentydninger til Norge i de nysanførte Breve for Lübeck: saa afgive disse Ord om Tilbagekaldelsen en vigtig Grund mere til at antage, at en norsk Kroning ogsaa har fundet Sted i 1337 (s. o. S. 205–207), thi man maa formode, at ved en saadan Kroning vilde en lignende Tilbagekaldelse da igjen ufejlbarligt have draget flere Privilegie-Fornyelser efter sig. Og da nu netop flere slige udtrykkeligt omtales som udstedte ved Høvdingemødet i Oslo 1337 (s. o. S. 213), kunne vi derfra med god Grund slutte tilbage til en foregaaende Tilbagekaldelse, og fra denne igjen til en Kroning.
