der af alle dem, der havde tilvendt sig Dele af det splittede Rige. Han sluttede sig strax nøje til Stæderne og de til ham. Allerede i Mai 1338 bevilgede han, under Titel af Danmarks Arving, Anklamerne deres gamle Rettigheder i Skaane[1], og bekræftede i Juni samme Aar, under Titel af Junker og Danmarks rette Arving, Greifswaldes Friheder i Danmark, tilleggende flere.[2]. Kong Magnus gjorde nu ligeledes paa sin Side enkelte Indrømmelser, som Billigheden fordrede, saaledes befriede han, som det allerede er nævnt, de fremmede Gjester, der kom til Malmø, for at betale Told af de Varer, som de førte paa Vogne til Opstæderne, og efterat Stralsunderne havde givet Erstatning for nogle Forseelser, de i 1337 havde begaaet paa Falsterbods Marked, fik de ogsaa, medens han om Vaaren 1339 var i Skaane, sine gamle Rettigheder bekræftede[3]. Omtrent paa samme Tid indgik ogsaa de holstenske Grever et Forbund med Stæderne om at bekæmpe de Sørøvere, der i denne Tid foruroligede de danske Farvande[4]. Men Forbindelsen mellem Valdemar og Stæderne, især Lübeck, blev ligefuldt ved, især da nu ogsaa Keiseren begunstigede Valdemar; i Lübeck var det, hvor Tydskerne, som vi have seet, kom sammen, og sluttede den egentlige Aftale om at Valdemar skulde bestige Danmarks Trone, saa at han nu kunde indgaa Forliig baade med Hertug Valdemar og de holstenske Grever; her bekræftede han tillige strax baade Stralsunds og Lübecks Borgeres eldre Friheder i Danmark, navnlig paa Markederne i Skaane, (20de og 21de Mai), hvorved han da noksom gav tilkjende, at han betragtede sig som Skaanes rette Herre, og ikke havde opgivet sine Fordringer paa dette Landskab. Kong Magnus lod sig derimod, som vi have seet, paany hylde af Skaaningerne, og søgte ligeledes at knytte sin Svoger, Fyrst Albrecht, fastere til sig ved at tilstaa ham den allerede omtalte aarlige Indtægt af Sverige til Belønning, som det heed, for gjorte Tjenester, men man skulde snarest antage for derved at afholde Albrecht fra atter at paatage sig Patronatet over Lübeck, hvilket han havde ført fra Midsommer 1336 til Midsommer 1338 mod en aarlig Kjendelse af 700 Mk. lybsk[5]. Det er ligeledes nævnt, at Kong Magnus ved samme Lejlighed, paa Albrechts og Euphemias Forbøn tilstod alle Rostockere, der handlede paa Norge, Frihed for Toldafgifter i to Aar, dog kun at regne fra 11te November 1343 til 11te November 1345.
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/282
Denne siden er korrekturlest
264
Magnus Erikssøn.
