Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/286

Denne siden er korrekturlest
268
Magnus Erikssøn.

underkastet sig Kong Magnus og modtaget hans Beskyttelsesbrev, sendte Valdemar ti Skibe til Undsetning[1]. Men Besætningen forsvarede sig godt, og Grev Henrik kom den faa eftertrykkeligt til Hjelp fra Fyn, at Valdemar med stort Tab maatte ophæve Belejringen. Blandt Skibene, som ved denne Lejlighed faldt i Henriks Hænder, var ogsaa et lübecksk. De Danske, beretter Detmar, nødsagede nu Kong Valdemar til at indgaa en Stilstand mod sin Vilje; i alle Fald sluttedes i Kalundborg den 1ste September mellem Greverne Henrik og Claus samt Gerhard af Holsten og Hertuginde Ingeborg paa den ene Side, og Kong Valdemar, Hertug Valdemar, Grev Johan og Stæderne paa den anden en Overeenskomst, ifølge hvilken al Uenighed skulde bilægges imellem dem ved 8 Fuldmegtige, fire fra hver Side, der skulde sammentræde i Roeskilde 14 Dage før Michelsdag og der afgjøre Striden; kunde de ej der blive enige, skulde de samles med Erkebiskop Peter 8 Dage før Michelsdag i Helsingør, for at han der kunde gjøre Udslag mellem dem; men lykkedes ikke det heller, da skulde Sagen henskydes til Afgjørelse af Kong Magnus og Hertug Albrecht af Saxland, eller een af dem. Lykkedes det endda ikke at bringe Forliig istand mellem Greverne og Kong Valdemar, skulde dog Forliig mellem denne og Hertuginden sluttes inden 8 Dage før Mirhelsdag, og i alle Tilfelde skulde Freden vedvare indtil 14 Dage efter Michelsdag[2]. Formodentlig var det Grev Johan, der her optraadte som Megler; han havde nys forhen dagthinget med Kong Valdemar om Overgivelsen af Vordingborg Slot mod en vis Pengesum, til hvis Opdrivelse Valdemar endog lod tage Sølvkalkene fra Kirkerne paa Sjæland, uden dog at kunne skaffe mere end til første Afdrag, saa at han alligevel gik Glip af Slottet[3]. Grev Johan tog dog nu i det Hele taget saa aabenbart Kong Valdemars og Lübeckernes Parti,

    Lov til at hevne vor Skade og Uret paa dem, og angreb Kongens Skibe med sine Skibe. Da han havde vundet og bemandet dem, vandt han vore Kogger, og slog vore Borgere, som var ombord, en Deel til Døde, endeel tog han fangen, og lod de fangne mishandle og slaa saare med Stokke… Og paa de stygge, løse, uteerlige Ord, som blev talt til de Fangne, derpaa var der ingen Ende, og dertil blev endeel af de Fangne slagne ihjel efter den Tid, da de havde overgivet sig“.

  1. Detmar, sammesteds.
  2. Dipl. Sv. 3595. Brevet er dateret 1ste September, i Kalundborg. Allerede d. 15de Juni udstedte K. Valdemar et Brev i Lejren for Kalundborg, Lüb. 1. Urk. B. II. No. 724.
  3. Detmar, S. 250, jfr. Scr. R. D. VI. S. 524. Detmar udtrykker sig saaledes, at „Grev Johan dagthingede med Kongen og de Holster, der havde Vordingborg inde“; dette viser, hvad der og i sig selv er det sandsynligste, at han igjen havde pantsat det til Befalingsmanden, Markvard Stove junior, saa