sat til Høvedsmand paa Vardberg, i hvilken Stilling vi ej længe efter finde ham[1]. At han var et uroligt Hoved, der brugte alle de Midler, som stod til hans Raadighed, for at udføre sine ærgjerrige Planer, og at den attenaarige, letsindige Fyrstinde opofrede for ham hvad det skulde være, endog sin egen Søns Interesser, synes man at have maattet kunne skjønne, eller idetmindste ane, thi dette skete virkelig saa kort Tid derefter, at Sandsynligheden for, at saadant vilde skee, allerede nu maatte have været tilstede. Men naar man paa den ene Side havde indrømmet hende saa stor Myndighed til Trods for hendes Faders vise Anordning, var det paa den anden Side en Urimelighed, at forbyde hvert Riges Herrer at følge Kongen udenfor sit eget Lands Grændse, thi derved ophørte al Mulighed af at controllere Anvendelsen af de Midler, der stilledes Kongen, eller rettere Kongemoderen, til Raadighed. Den hele Overeenskomst bærer saaledes virkelig Forhastelsens og Overilelsens Præg. Da det ej gik an, uden videre at gjøre saadanne Brud som disse paa den tidligere vedtagne og besvorne Anordning, maa man formode at Hertuginden, understøttet af Knut Porse, har deeltaget i de ovennævnte foregaaende Underhandlinger mellem Raadet og de øvrige norske Herrer, og ved alleslags Overtalelser, vel og ved at foreholde dem Nødvendigheden af at skynde sig, da de svenske Befuldmægtigede allerede om faa Dage maatte være tilbage ved Allsherjarthinget i Uppsala, faaet dem til, i Hast at vedtage Bestemmelser, som de siden havde altfor megen Grund til at angre. En Støtte fandt vel og hendes Bestræbelser i Nordmændenes afgjorte Forkjærlighed for monarchiske Regjeringsformer.
Saaledes var da nu, under Forudsetning af at Magnus Erikssøn valgtes til Sveriges Konge, en Union oprettet med Sverige, der dog endnu kun var Personal-Union, med fuldkommen Liighed for begge Riger, den strengeste Adskillelse af deres Forvaltning, og alene et saadant Venskabs- og Understøttelses-Forbund, som Unionsforholdet gjorde uundgaaeligt. Den foreskrevne Regjering stod endnu, eller skulde staa ved Magt, undtagen at Finansernes Forvaltning, saaledes som nys antydet, var bleven underkastet Hertugindens Indflydelse. Hvorledes de Forviklinger skulde løses, som Unionsforholdene med et saa tungvindt Regjeringsmaskineri, som det nu indrettede, seent eller tidligt vilde medføre, derpaa tænkte man vel neppe under den daværende politiske Umyndighed og Uerfarenhed i unionelle Anliggender.
- ↑ Det er endog ikke usandsynligt, at Hertug Erik selv havde sat ham til Befalingsmand der, da han allersidst forlod Slottet.
