ning Blanche tro og huld Tjeneste, især da samme Kong Haakon havde været opfød med dem i Norge, dog med forbeholdt Ret for Kong Magnus, hans Fader, til at byde, ordne og fastsette med Hensyn til dem, Undersaatterne og Rigets Anliggender ganske saaledes, som han fandt det tjenligt for Rigets og Sønnens Bedste, lige indtil Kong Haakon var kommen til Skjels Aar og Alder. Heller ikke vilde de tillade, at nogen anden blev tagen til Norges Konge, saa længe Kong Haakon levede og ej samtykkede deri. Skulde det skee, at hans Broder Junker Erik som eldste Søn, tvertimod denne sin Faders Anordning, vilde tilrive sig Kongedømmet over Norge, medens Kong Haakon eller hans Børn vare i Live, da skulde de af alle Kræfter og al Magt staa ham imod, hvilket de ogsaa haabede, at Sveriges Høvdinger vilde love, saaledes at de ikke i mindste Maade vilde staa Junker Erik bi, om han forsøgte paa noget saadant. Men ligeledes lovede de paa den anden Side, at hvis Kong Haakon vilde trenge sig ind i Sveriges Rige, medens Junker Erik og hans Børn vare i Live, da skulde de heri ej hjelpe eller begunstige ham. Skulde begge Brødrene eller een af dem ville omstøde disse Faderens Indretninger ved Udlændingers Hjelp og saaledes forsøge et fjendtligt Indbrud i et af Rigerne, da skulde begge Riger tilsammen med forenede Kræfter staa ham imod. Skulde endelig Kong Magnus faa flere Børn, da lovede de at staa ethvert af dem, af hvad Kjøn det var, bi til at nyde den Ret og Heder, som samme tilkom efter Rigernes Love og erkjendte Vedtægter. Alt dette skulde med Guds Hjelp bringes endnu bedre istand, naar de bedste og forstandigste Mænd af begge Riger traadte sammen forat raadslaa om, hvad der kunde være bedst og tjenligst for Kongens Børn og Rigerne med deres Indbyggere, saa at der mellem begge disse Brødre og de Syskende, de herefter maatte faa, samt Rigerne selv kunde herske en varig Fred.
Man kan ikke tvivle paa, at Prælaterne havde udstedt en Skrivelse af samme Indhold, men den er desverre tabt, medens derimod de verdslige Herrers Hyldingsbrev endnu er til, forsynet med deres Segl. Tilfeldigviis har man for Sveriges Vedkommende netop Prælaternes skriftlige Forbindelse i denne Sag, medens man derimod savner de verdslige Herrers, og begge disse Actstykker, det norske, udstedt af de verdslige Herrer, og det svenske, udstedt af Prælaterne, tjene derfor til at kaste Lys paa hinanden indbyrdes. De svenske Prælater afgav denne Forbindelse, som det allerede er nævnt, ved Fredscongressen paa Vardberg den 18de Novemher 1343[1], og i det samme Document, hvorved de sikkrede Kong Magnus og den svenske Krone Besiddelsen af Landene paa denne Side Sundet. Da alle Biskoperne og dertil Repræsentanter for Rigets
- ↑ Dipl. Sv. 3746, jfr. ovenfor Side 287.
