da ogsaa, at Haakon strax af Faderen fik Kongenavn, medens Erik derimod vedblev som før slet og ret at kaldes Junker Erik, da han alene var udseet til Tronfølger[1]. Dette viser end mere, hvor bestemt man fra begge Sider var paa, at Rigerne snarest muligt skulde adskilles. Havde man ogsaa for Norge truffet den samme Bestemmelse som for Sverige, at Kong Magnus skulde føre Regjeringen indtil sin Død, da var Adskillelsen bleven henskudt i en fjern Fremtid, thi Magnus var endnu en ung Mand, kun 28 Aar gammel. Nu derimod var man – saavidt noget kunde lade sig bestemme forud – sikker paa, at begge Riger vilde faa hver sin Regjering i 1355, naar Haakon havde fyldt sit 15de Aar, thi da vilde han blive Norges Konge med fuld Myndighed, medens Magnus alene vilde blive Konge over Sverige og Skaane, med Erik til Tronfølger. Det kunde ellers ved første Øjekast synes noget besynderligt, at ikke det modsatte Forhold blev anordnet, saaledes at Erik ved sin Myndighedsalder skulde blive uafhængig Konge i Sverige, og Faderen vedblive at regjere i Norge med Haakon som udseet Tronfølger, thi baade vilde man derved have faaet Adskillelsen fremskyndet et Aars Tid, og Norges Regjeringsform, hvorved alt drejede sig om Kongens Personlighed, udkrævede derhos langt mere en Konge i den kraftigste Manddoms-Alder, end Sveriges, under hvilken man ret godt, saaledes som før, kunde hjelpe sig med en Rigsraads-Regjering. Men ikke at tale om, at Magnus, som Folkunge-Ætling i lige nedstigende Linje paa Mandssiden, derfor ogsaa, naar man endelig skulde velge mellem eet af Rigerne, maatte betragte sig som mere tilhørende Sverige end Norge, kan man lettelig forstaa, at han især efter de sidste store Erhvervelser fra Danmark, som han endnu synes at have omfattet med synderlig Forkjærlighed, ej godt kunde løsrive sig fra Sverige. Endelig tør det vel ogsaa hende, at han netop for Eriks Skyld fandt det raadeligst at blive i Sverige for ved sin personlige Nærværelse at sikkre ham Tronen lige overfor det overmægtige Aristokrati, der allerede noksom havde lagt sin Uregjerlighed for Dagen, og hvis Regimente under hans egen Mindreaarig-
- ↑ Det er allerede noksom paapeget af Styffe, Bidrag o. s. v. S. XXI. Han kaldes saaledes slet og ret Junker Erik i det norske Hyldingsbrev af 1344, saavelsom efter det saakaldte „Valg“ i Dec. s. A., see nedenfor. Det første hidtil bekjendte Brev af ham, hvori han kalder sig Konge, er hans Krigsmanifest mod Benedict Algotssøn af 18de Oct. 1356, medens han senere ved Siden af sin Fader ej benævnes saaledes, saa at man vel maa antage, at Titelen har været usurperet. I Prælaternes Forsikkringsbrev af 18de November 1343 forekommer vel Benævnelsen „Ericus rex“ eller „Rex Ericus“, men alene for at betegne den Stilling, han senere vilde komme til at indtage. Thi vist er det, som nys anført, at han længe efter denne Tid vedblev at kaldes domicellus Ericus, Junker Erik.
