hed stod som et afskrækkende Exempel. Forresten synes dog den Omstændighed, at Magnus valgte at beholde Sverige for sig, og at de svenske Herrer, som det lader, villigt gik ind paa at beholde ham hos sig, at vidne sterkt imod den af sildigere Chronister opstillede og siden ideligt gjentagne Paastand, at han allerede i de første Aar af sin Regjering skulde have været saa forhadt i Sverige. Hermed bortfalder ogsaa det føromtalte Udsagn af disse, at Magnus blev tvungen til dette Skridt af sit svenske Raad, der følte sig oprørt og forurettet over hans lastefulde Levnet. Thi hvis saa er, da havde vel netop de svenske Herrer ikke for nogen Priis villet beholde ham i Landet, og de vilde vel have sørget for snarest muligt at faa Tronfølgeren, Junker Erik, unddragen hans Paavirkning. At Kong Magnus forresten heri nok gav efter for et bestemt Ønske hos sine Undersaatter og for en temmelig sterkt og tydeligt udtalt offentlig Mening, er umiskjendeligt; men denne Mening har aabenbart været mere almindeligt og indtrængende fremsat fra norsk Side, end fra svensk, da man i Norge paa Grund af Statsforfatningen langt mere levende følte Ulemperne af Kongens hyppige og langvarige Fraværelser, end i Sverige. I Norge havde Høvdingerne virkelig gjort truende Demonstrationer, der nu efter denne Foranstaltning aldeles ophørte og veeg Pladsen for den fuldkomneste Loyalitet: Beviis nok paa, at det var dette, man havde villet, intet andet; man var endog beskeden nok til at nøje sig med, at den nye, og som man haabede, bedre Tingenes Orden udsattes til et bestemt Punkt i Fremtiden, og ikke strax skulde indtræde. Man gav hele Sagen derfor ogsaa den høflige Vending, som om den var udgaaet fra Kongen selv, og kun bifaldt af Herrerne. I Sverige derimod maa man snarere antage, at Foranstaltningen virkelig fra først af blev bragt paa det Rene af Kongen, som en nødvendig Følge af hvad der bestemtes i Norge. Dog kan man heller ikke vel tænke sig denne vigtige Sag indledet uden efter foregaaende Underhandlinger umiddelbart mellem begge Rigers Raad og Høvdinger indbyrdes.
Den Foranstaltning, der nu var skeet, var i og for sig ganske usedvanlig og uden foregaaende Exempel i Rigernes eldre Historie. Den maatte derfor ogsaa uundgaaeligt ledsages af usedvanlige Formaliteter. For det første vides ikke tidligere enten i Norge eller Sverige Prælaterne og Høvdingerne hver for sig at have udstedt saadanne Erklæringer, Vedtagelser eller Forpligtelser, som de ovenfor omtalte. At man nu valgte denne Fremgangsmaade, kom vel netop for en stor Deel af Sagens egen Usedvanlighed, og fordi man fandt det nødvendigt ved særegne og udtrykkelige Actstykker at forebygge enhver Protest, som den skete Afvigelse fra de gjeldende Successionslove senere muligviis kunde fremkalde. Deels seer man ogsaa af det følgende, at de Begreber om en bestemt Stands-Inddeling, der nu mere og mere begyndte at blive almindelige, maa have gjort sig gjeldende.
