Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/315

Denne siden er korrekturlest
297
1344. Bønderne vedtage Prælaternes og Raadets Beslutning.

lathingslagen“ i den mest udstrakte Betydning, saaledes at den skulde indbefatte hele Ryfylke og Agder – hvilket her aabenbart ikke er Tilfældet – saa mangle dog baade Haalogaland, Nordmøre, hele Viken med Oplandene, og de fleste af de throndhjemske Fylker, samt Vikens sydligste Byer. Denne Omstændighed lader sig neppe forklare anderledes, end at ogsaa de øvrige Landskaber og Byer, eller rettere Deres Repræsentanter, have udstedt een eller flere lignende Forsikkringer, der i Tidens Løb ere tabte. Men under denne Forudsetning bliver det dog ligefuldt besynderligt, at i saafald ikke de Landsdele, der høre nærmest sammen, ogsaa have udstedt Forsikring sammen, at f. Ex. tre Fylker af Frostathinget skulde nævnes tilsammen med Sunnmøre, Gulathingslagen og de fire Byer, og saaledes maaskee i et andet Brev, om vi havde det, Nordmøre og de andre Fylker i Thrøndelagen nævnes tilsammen med Viken og Oplandene. Da nu dog Sammenstillingen heller ikke kan ansees tilfældig eller vilkaarlig, men der maa have været en bestemmende Aarsag dertil, kan man neppe søge denne i nogen anden Omstændighed, end den, som berøres i selve Forsikkrings-Brevet, men hvorom der savnes nogen nærmere Meddelelse eller noget særskilt Document, uagtet saadant paaberaabes, nemlig at Kong Magnus med Kongenavnet havde givet Haakon en Deel af Riget – naturligviis kun rinder hans Mindreaarighed, og alene til Underhold for ham selv og de Omgivelser, hans stadige Ophold i Norge gjorde nødvendige – altsaa forbeholdende sig selv det øvrige. Det var heel rimeligt, at man lod Indbyggerne af de Landsdele, der saaledes overdroges til Haakon, udstede Brev for lig, og derimod de øvrige, hvis Indtægter fremdeles skulde oppeberges af Kong Magnus, udstede et andet eller flere særskilte Breve – det vil sige, hvis man overhoved fandt dette nødvendigt, thi det kunde jo være muligt, at man med Hensyn til dem ej regnede det saa nøje, og at dette maaskee endog kan være Aarsagen til, at saadanne Breve ej findes. Under denne Forudsetning var det altsaa

    staar der forresten ved Feillæsning „indri halfuu“ istedetfor nidrihalfuu); hvad Hørdafylke angaar, da maa „Hordaland“ her aabenbart betegne Nordhørdaland og Vors, siden Sunnhørdaland udtrykkeligt nævnes. Ved „Gulathingslag“ kan da kun det øvrige, der tilsammen med de allerede nævnte Gulathingslags Dele dannede denne, være meent, altsaa først og fremst Firdafylke og Sygnafylke med Valdres og Haddingjadal. I videste Forstand skulde nu ogsaa hele Ryfylke, og Egdafylke med Tilbehør regnes med, men da disse havde allerede forlængst faaet et eget Lagthing paa Agvaldsnes samt særegen Lagmand, kan man efter den daværende Sprogbrug ikke udstrække „Gulathingslagen“ paa den Tid videre, end hvad der sorterede under Gulathings Lagmand. Endnu en Besynderlighed er det, af de Segl, som endnu er tilbage (det er i alt syv, nemlig Nidaroos, Bergens, Oslos, Overhalvens, Stjordølafylkes og Sundhørdelands), er det sundhørdelandske egentlig kun Onarheims Gildebrødres.