denne kunde udrede faa hurtigt, Kongen behøvede det, uden at Trediedelen af alle de Tiender, der laa til Kirkernes Bygning, anviistes den for det løbende Aar. Men det tør vel ogsaa hende, at Kongen har forberedt det nødvendige til det forestaaende Valg af Sønnen Erik til Sveriges Tronfølger. Thi dette skete endnu i dette Aar d. 6te December[1] paa et Raadsmøde og Retterthing i Uppsala, hvorhen Kongen begav sig i November Maaned, ledsaget, som det synes, ogsaa af sin Dronning. Hvorledes forresten Valget skete, om det kun var ved en ny Raadsbeslutning, eller der virkelig holdtes et Allsherjarthing, hvorved Riget tildømtes Tronfølgeren, og Folkets Deputerede hyldede ham, anføres ingensteds; det skulde dog synes, som om det sidste, om end ikke fuldstændigt, er skeet, da Erik senere paaberaabte sig en saadan Akt, skjønt han rigtignok ikke førend langt senere begyndte at føre Kongenavn[2]. Saaledes var da omsider denne for begge Riger saa vigtige og skjebnesvangre Sag bragt paa det Rene, ihvorvel det ej erfares, at den i Acten af 1343 bebudede Sammenkomst af Mænd fra begge Riger fandt Sted. Det Tillæg, hvormed Beretningen herom ledsages i en af de eldre svenske Aarbøger, „at fra denne Tid af Splidagtighed ret begyndte i Sverige“, er ikke ganske rigtigt, thi det er uimodsigeligt, at begge Riger nu virkelig en Tidlang havde Fred, baade hvert især indvortes, og begge med hinanden indbyrdes. Gemytterne var virkelig blevne beroligede, især i Norge, hvortil altsaa i Grunden meget lidet udfordredes. Ogsaa med Danmark og Hanse-Stæderne var der nu Fred i en Række af Aar. Kong Valdemar gjemte sine næste Forsøg paa at gjenerhverve Landskaberne hiinsides Øresund til belejligere Tider, idet han nu først og fremst beskjeftigede sig med at vinde Øerne og Jylland tilbage fra de tydske Panthavere, rigtignok for, naar hiin belejligere Tid kom, og naar han havde befestet sin Magt, at vende sig saa meget
- ↑ Dipl. Sv. 3863, 3864, 3865 vise, at der holdtes Raads- eller Høvdingemøde i Uppsala d. 6te Septbr., og at Erik da tillige der blev valgt, viser Sven Thuressøns Qvittering af samme Dag, der siges at være udgivet „in eledtione Erici filii domini Magni dei gr. regis Sveciæ“. Den 9de og 13de holdtes, som det sees, Retterthing (Dipl. Sv. 3866, 3867). Eriks Valg den 6te Decbr. omtales og i de visbyske Minoriters Annaler Scr. R. Sv. I. 45, og Scr. R. D. I. 258. Her staar der „Ericus … patre vivente electus est in regem Sveciæ“, og „Haquinus factus est rex Norvegiæ“, altsaa antydes aabenbart, at Eriks Kongetitel kun var tilkommende.
- ↑ Erik skriver i sit Manifest af 18de Oct. 1356 til Sveriges Biskoper, Riddere, Borgere og Almue ang. Benedict Algotssøn om „Kronen i Sverige, til hvilken vi af Eders Naader (Biskoperne) ere valgte, og efter al Rigsens gamle Ret med alle Sveriges Mænds Samtykke ere dømte til Konge“. (Lagerbrings Sv. H. III. 429). Ellers maa vel en saadan Dom paa en eller anden Maade være gaaet forud.
