stjorer, som nu Overstatholderne kaldtes, der i den længste Deel af denne Tid styrede Landet paa Kongens Vegne, var den oftere omtalte Hr. Ketil Thorlakssøn og Hr. Erik Sveinbjørnssøn, begge siden 1323. De havde vel allerede haft deres Embeder under Kong Haakon, og Erik var blandt dem, der i Aaret 1316 var bleven gjort til Riddere i Anledning af Kong Magnus’s Fødsel; men efter Regjeringsforandringen i 1323 fik de begge nyt Sysselbrev endnu i det samme Aar tilligemed Benedict Kolbeinssøn, naturligviis i Drottsetens og Raadets Navn[1]. Erik skal have haft Nordlandet, formodentlig og Vestlandet, og Ketil Sønderlandet, hvormed Østfjordene fulgte[2]. Hvor Benedict fik Syssel, anføres ikke. Vi have seet, at det var Ketil, der allerede i 1320 og 132l tog Troskabseed af Islændingerne paa Kongens Vegne (s. o. S. 29), og som i Aaret 1331 tilligemed Hr. Hauk Erlendssøn beregnede Visøren over hele Øen (s. o. S. 136). I det følgende Aar reiste Erik og Ketil begge over til Norge, vistnok i Anledning af Kongens Regjeringstiltrædelse som myndig, for at hylde ham og faa sine Sysselbreve fornyede af ham. Erik kom allerede tilbage i 1333, men Ketil ej førend i 1334, hvoraf man maaskee tør slutte, at han paa en eller anden Maade har deeltaget i de politiske Uroligheder, som da fandt Sted i Norge. Aaret efter (1335), siges der, kom en vis Loft Thordssøn tilbage til Island, og strax efter opstod der Stridigheder mellem ham tilligemed en anden Mand, kaldet Uppsala-Rolf, og Hr. Ketil om Visøren, hvad enten nu Loft har været en kongelig Udsending, som Hr. Ketil ej har villet erkjende, eller han tilligemed Rolf have negtet at betale saa meget, som Ketil forlangte. Følgen deraf var, at baade Ketil og Loft Aaret derefter bleve stevnte over til Norge (1336). Men idetmindste Ketil kom ikke afsted ført end i 1338. Hvorledes det da gik med Sagen, siges ej, men formodentlig er det gaaet Ketil mindre heldigt, thi han forblev to Aar i Norge, hvorfra han ej kom hjem førend 1340, og i det følgende Aar blev
- ↑ Ketil kaldes udtrykkelig „Hirdstjore“ i Biskop Laur. Saga Cap. 38, ved 1322, samme Aar, da Laurentius blev udvalgt til Biskop. Siden, heder det i Annalerne S. 2l8, kom Benedict Kolbeinssøn i Aaret 1323 ud med Syssel, og Sigmund Eyjulfssøn Foot med Sysselbrev for Hr. Erik og Hr. Ketil. Dette kan neppe betyde andet, end at Drottseten eg Raadet bekræftede dem i deres Embeder. Erik Sveinbjornssøn var sikkert, efter Faders-Navnet at dømme, beslægtet med den mægtige Eyre-Ætt, hvor Navnet Sveinbjørn var hyppigt; han var gift med Vilborg, en Datter af den af os tidligere (IV. 1.) omtalte Einar i Vatsfjord. Snorre Sturlassøns Dattersøn.
- ↑ At Erik havde Nordlandet, siges udtrykkeligt i Islands árbœkr. I. S. 48, og formodentlig efter utrykte Kilder, og med Nordlandet plejede gjerne Vester landet at følge.
