lingsmænd, Sysselmænd eller verdslige Dommere ville hindre de Sager, der høre under kirkelig Domstol, fra at paakjendes af denne; naar verdslige Magthavere forbyde sine Undermænd at kjøbslaa med Geistlige; naar nogen geistlig eller verdslig Styrer sender Snigmordere mod nogen anden christen Mand, om denne end ikke bliver dræbt; om Nogen vover at forulempe den eller dem, der have afsagt eller tilvejebragt Banns-Dom over nogen verdslig Høvding, eller som exeqvere den, eller som ikke ville omgaaes med Bannsatte; naar nogen under Interdict begraver Liig paa Kirkegaarden; naar nogen indgaar Egteskab i forbudne Led; naar verdslige Magthavere tillade eller begunstige Aager; naar nogen slaar, fængsler, eller fordriver en Biskop, og endelig, naar nogen lader holde Gudstjeneste paa et under Interdict hvilende Sted. Man gjenkjender her flere af de Bestemmelser, der Aaret efter indskærpedes paa Provincialconciliet i Bergen, og egentlig var alle disse Artikler ifølge Statuter paa almindelige Kirkemøder forlængst fastsatte, men Sammenstillingen for Island torde dog vise, at man der fandt Indskærpelsen særskilt nødvendig. Endvidere holdt Jon selv Prestemøder og fik her flere til hans Kirkes Gavn sigtende Bestemmelser vedtagne, hvoriblandt strengt Forbud til Presterne mod at holde Friller. Da Christkirken i Nidaroos var afbrendt 1328, skal han baade selv have ydet rigeligt til dens Gjenoprettelse og derhos faaet endeel samlet fra Andre[1]. Hvorledes han og hans Collega, Biskop Eyjulf, i Aaret 1334 blev stevnede over til Norge i Anledning af den pavelige Sexaars-Tiende, vel ogsaa for at deeltage i Conciliet, om det havde været muligt, er forhen nævnt, saavelsom at Jon endnu samme Aar drog over til Norge, men formodentlig kom for seent til Conciliet, siden han ej nævnes som Deeltager i dette; og at Biskop Egil ventede til det følgende, da han drog afsted i Følge med Presten Snæulf Sumarlidessøn, der medbragte alt hvad der var samlet fra Hole Biskopsdømme, og gjorde Afregning derover med Biskop Haakon i Bergen, medens Biskop Egil blev i Throndhjem hos Erkebiskopen, der havde taget meget venligt imod ham og fritaget ham fra at begive sig personligt til Bergen. Samme Aar vendte Biskop Jon tilbage til Island, efterat han sandsynligviis paa en eller anden Maade havde affundet sig med Biskop Haakon angaaende Sexaarstienden, da en Qvittering, som Biskop Haakon den 27de Juli 1337 udstedte til Biskop Jons Fuldmegtig, Sira Runulf, kun vedkommer Pavehjelpen og Rumaskatten for de sidste 8 Aar[2]. Der maa og være opstaaet et varmt Venskab mellem begge Bi-
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/324
Denne siden er korrekturlest
306
Magnus Erikssøn.
