steinssøn blev indviet til Abbed i hans Sted; men ti Aar efter, da imidlertid først Bjørn, siden dennes Eftermand Stephan var blevne forflyttede til Thingeyre, blev Broder Berg atter Abbed. Denne Broder Berg er forøvrigt merkelig ved sin videnskabelige Syslen; det er ham, som har samlet og redigeret den vidløftige „Kong Olaf Tryggvessøns Saga“ paa Modersmaalet, benyttende Snorre Sturlassøns Verk og Munkene Odds og Gunnlaugs latinske Bearbeidelser af Kong Olafs Historie[1].
Vi have allerede seet flere Exempler paa den Uroligheds- og Voldsomheds-Aand, som endnu herskede paa Øen, uden at det dog kom til de almindelige Feider, som betegnede Sturlungernes Tid; og at disse Feider ved Siden af al den Voldsomheds-Aand kunde undgaaes, maa vel skyldes Hirdstjorernes og Sysselmændenes kraftige Indgriben, hvorvel vistnok heller ikke de paa sin Side undlod at gjøre sig skyldige i mangeslags Overgreb. Prester bleve oftere saarede og dræbte, saaledes den føromtalte Asgrim 1335, der saaredes af Thorarin Pentur, Benedict Salmundssøn, der 1331 saaredes af Paal Thoressøn, og Presten Thorbjørn Thorsteinssøn, der 1332 blev dræbt for Altaret, som han stod der i sit fulde Skrud St. Michelsdag, i Kirkevaag Kirke paa Nes, af en Thorleif Thordssøn, der siden dræbte sig selv[2]. Paa Thingeyre blev selve Provsten over Vestfjordene, Thorstein Butt og mange andre, saarede paa Christi Legemsfest 1338[3]. I Klostrene selv synes det stundom at være gaaet uroligt til. Der tales om flere Abbeders Afsættelse. Saaledes afsattes i 1325 Abbed Andres i Vidø, i 1341 Abbed Thorkell paa Helgefall, og i 1345 Abbed Erik i Thingeyre; den sidste blev da afløst af den ovenfor nævnte Stephan i Tveraa, efter hvilken Broder Berg atter steeg op til Abbed-Verdigheden[4]. I Aaret 1343 nævnes der om heftige Stridigheder mellem Abbed Thorlak i Thykkebø og hans Munke; det gik saavidt, at nogle af dem overfaldt ham med Hugg og Slag, og, som man maa formode, neppe af anden Grund, end at han vilde straffe dem for deres ryggesløse Levnet. Han vilde tilsidst sejle bort, formodentlig til Norge, men efter den skaalholtske Biskops-Official Sigmund Einarssøns Raad flygtede han til Vidø Kloster. Det følgende Aar, da Biskop Jon Sigurdssøn kom til Landet, lod han de tvende Munke, der havde forgrebet sig paa Abbeden, og som desforuden havde ført et saare udsvævende Liv, sette i Jærn. Den ene af dem var den højtbegavede
