Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/328

Denne siden er korrekturlest
31O
Magnus Erikssøn.

Eystein Asgrimssøn, der er en af den Tids bedste Skalder[1]. Paa samme Tid lod den nye Biskop paa Hole, Orm, slutte tre Munke i Madrevalle Kloster i Jærn, uvist af hvad Aarsag. Om en Nonne i Kirkebø Kloster fortælles under det samme Aar, at hun blev brendt, fordi hun havde forskrevet sig til Djevelen, haanet den indviede Hostie og overtraadt sit Kydskhedsløfte. Denne Afstraffelse var efter de Tiders Anskuelser i sin Orden, men som en fuldkommen Vilkaarlighed maa det vel betragtes, naar man i denne Tid begyndte at anvende levende Begravelser som Dødsstraf for grove Forbrydelser. Saaledes fortælles under Aaret 1331, at en vis Gudlaug, der havde bedrevet Egteskabsbrud med sin egen Søns Kone og derpaa dræbt ham i Samraad med hende, blev levende begravet tilligemed hende[2].

Island hjemsøgtes i denne Tid af haarde Landeplager. I Vestfjordene gik der 1331 en sterk Landfarsot. I 1332 skete der vulkanske Udbrud med Sandfald syd paa Sida. I 1335 faldt der ved Jacobsvake-Tider en saa heftig Regn, at Vande og Elve steg over sine Bredder og anrettede megen Skade, medens Steenskred løb fra ned Fjeldene. Om Vinteren efter Julen 1335–1336 kom der et saadant Sneefog over alle Hereder paa Sønderlandet, at mange Gaarde begroves og tildeels ødelagdes, medens det Kvæg, som gik ude, var nær ved at forkomme, og Sommeren efter tog Flommen Hundreder af Heste og Kvæg bort. I 1339 skete der et saa heftigt Jordskjelv paa Sønderlandet den 23de Mai, at Mennesker og Fæ kastedes til Jorden og dræbtes, og en Mængde Gaarde l styrtede ned, hvorved især Børn og gamle Folk omkom. Jorden fik store i og dybe Revner, gjennem hvilke baade koldt og kogende Vand sprøitede op, i Fjeldene revnede, Klipperne sprang istykker, og i den saakaldte Holtamanna-Repp blev et heelt Holt flyttet til et andet Sted[3]. Alt dette, tilligemed nogle nye kogende Kilders Opkomst, der ligeledes omtales, var Forløbere for et rædsomt Udbrud af Hekla, der fandt Sted den 20de Mai 1341[4]. Der hørtes

  1. Isl. Annaler, S. 260, 262.
  2. Isl. Annaler, S. 234. Til andre Tegn paa Voldsomheds-Aand maa det vel ogsaa regnes, at i Aaret 1340 en Kone paa Nordlandet drebte en Mand, hvorfor hun kort efter blev halshugget.
  3. Om alt dette see de isl. Annaler ved de angivne Aar. For Aaret 1331 anføres ogsaa „Stort Uaar paa Korn over hele Island“. Altsaa havde man da endnu Kornavl der.
  4. Isl. Annaler, S. 254. Dagen angives i de forskjellige Haandskrifter deels som „Søndag efter Himmelfartsdag“, deels som „Dagen efter St. Dunstan“, deels som „6 Nætter før Urbansmesse“. Da nu alle disse Betegnelser tilkjendegive 20de Mai, og denne Dag i 1341 netop er Søndag efter Himmelfartsdag, sees det heraf, at Aaret 1341 er det rette, uagtet maaskee de fleste Haandskrifter have 1340.