Døn over hele Landet saa sterke, som om de var ganske nær ved. J meget fjerne Hereder rystede Husene saaledes, at Skjaaerne skalv ligesom for heftig Vind, skjønt det var ganske stille Vejr. Der faldt Aske og Sand over hele Rangaarvalle- og Skaalholts-Strøget, ja endog østligere, saaat Asken lige under Eyjafjeldene naaede til Oklen, og hele fem Repper bedækkedes med Sand, hvorved Kvæg og Sauder drebtes; under Sandfaldet var der et saadant Mørke i de nærmeste Hereder, at man ikke kunde see en Haand for slet og maatte brende Lys midt paa Dagen. Inde i Fjeldet selv, paastod man, kunde man høre en Lyd, som naar et stort Bjerg kastedes hid og did[1]. Omkring Aabningen eller Krateren laa der faa meget hvidt Salt og Svovl, at man kunde fylde hele Kløvlas dermed. Aldeles samtidigt skete ogsaa to andre Udbrud, et i Hnappavalla-Jøkelen, og et andet i Fjeldet Herdabreid i Fljotsdalshered paa Østerlandet. Vinteren efter var Sneen atter faa voldsom paa Sønderlandet, at man aldrig før havde seet Mage dertil: den begyndte før Vinternat og vedvarede lige til Sommernat. Derved ødelagdes ligeledes en Mængde Kvæg og Sauder, saa at f. Ex. alene Skaalholt Gaard tabte 80 Stykker Kvæg. Disse Ødelæggelser havde igjen til Følge, at mange Folk mistede alt hvad de ejede og maatte gaa fra Gaard og Grund. Et Held var det ellers i denne haarde Tid, at Tilførselen fra Norge, over hvis Ophør der tidligere var klaget, saasom den endog var paabuden i Overeenskomsten, nu, efter alt at dømme, var temmelig regelmæssig, ja endog livligere og i større Maalestok, end fra først af bestemt. Der tales snart om tre Skibe, snart om sex, elleve, tretten o. s. v., der kom til Island og stundom endog overvintrede. Kun i 1333 siges der udtrykkeligt, at der den Sommer alene kom et eneste Skib. Det lader ellers til, at naar de norske Skibe før Kong Magnus’s Tid udeblev saa hyppigt, at Islendingerne fandt sig foranledigede til at klage derover, og selv nu ikke hvert Aar indfandt sig, da var dette ogsaa for stor Deel Islendingernes egen Skyld, idet de ikke betalte de norske Kjøbmænd ordentligt og derved forvoldte disse baade Tab og Bryderier. Der findes endnu en Forordning, udstedt til Islendingerne i Kongens Navn af Drottseten og Cantsleren i Formynder-Regjeringens sidste Aar, hvorved man søgte at raade Bod paa dette. Her heder det: „de Kjøbmænd, som søge herfra til Eder, have ofte klaget over, at I udsette Betalingen af, hvad I skylde dem, til den alleryderste Tid, hvoraf
- ↑ Der tillægges ogsaa: „det forekom dem, som om der fløj Fugle baade store og smaa om i Ilden med forskjellige Skrig; dette troede man var Sjæle“. Man havde nemlig, som man af Kongespejlet kan see, den Forestilling om de ildsprudende Bjerge, at de var Dele af Helvede, eller Pinesteder for Synderes Sjæle efter Døden, s. Spec. regale S. 33, 34.
