Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/334

Denne siden er korrekturlest
316
Magnus Erikssøn.

Hans Efterfølger heed ogsaa Villjam, og det vilde saaledes, om man endog fandt en Biskop Villjam nævnet i de nærmeste Aar efter 1330, være umuligt at vide, hvilken af de to der menes. Vist er det kun, at den anden Villjam var Biskop ved 1350[1], og at han levede længe efter den Tid, saa at han da neppe kan have været længe i Embedet: sandsynligviis var det derfor Villjam den eldre, der ifølge et af Biskop Haakons Breve synes at have tilbragt Julen 1339–1340 i Bergen[2]. Den kirkelige Forbindelse mellem Norge og Øerne synes forresten endnu at have været meget levende; foruden at Biskopen selv oftere var over i Norge og deeltog i kirkelige Handlinger, var der flere norske Geistlige, som tillige havde Canonicater eller Præbender i Orknø Biskopsdømme, saaledes, som vi allerede have seet, Cantsleren Hr. Ivar Olafssøn; ligeledes Cantsleren Hr. Paal Baardssøn, og da han blev Erkebiskop, overdroges dette Canonicat til en Chorsbroder i Oslo[3]. Ogsaa i verdsligt Henseende lader det til, at Samkvæmet mellem Moderlandets og Øernes Indbyggere var hyppigt; vi have allerede seet, at norske Stormænd havde mange Besiddelser paa Orknø, Klostrene ligeledes; ogsaa havde flere af Orknøernes Lagmænd, hvad enten de nu var norske eller orknøiske af Fødsel, Besiddelser i Norge; saaledes Sighvat Kolbeinssøn, der omkring 1325 var Lagmand paa Øerne; han og hans Broder Olaf Laag havde Ejendomme i Bergen, og den første testamenterede samme -Aar Munkelivs Kloster noget Jordegods[4]. I Begyndelsen af 1338 var en Sigurd Sighvatssøn, der synes at have været hans Søn, Lagmand

  1. Dette sees af samme Biskopsfortegnelse, der sees at være forfattet eller nedskreven i 1350 og senere fortsat: den anden Villjam er allerede opført her, og saaledes maa han have været Biskop før 1350.
  2. I Biskop Haakons Brev til den throndhjemske Chorsbroder Arne Einarssøn, „skrevet i Bergen“ næstefter Julen 133940, heder det blandt Andet: „I vil neppe bedre kunne treffe Biskopen af Orknø end her, inden han reiser herfra“ (Samll. V. 144).
  3. See Clement VI. Reg. Comm. an. II. I. 5. ep. 11., hvorved Pave Clemens d. 21de Juli 1344 overdrager Thore Guthormssøn, Chorsbroder i Oslo, det efter Erkebiskop Paal ledigblevne orknøiske Canonicat. Vi erfare og af de i Samll. V. 502, Not. 2, meddeelte Breve, at Sognene Thveitathing og Raudarthing paa Hjaltland i Aarene 1321 og 1322 blev besatte med Geistlige fra Bergen, Thorkell Haanevssøn og Herbrand.
  4. Det er ovenfor omtalt, at Hr. Thore Haakonssøns Bom arvede store Godser paa Orknøerne: Besiddelser paa Hjaltland havde endvidere Fehirden Svein Sigurdssøn og hans Svigerfader Hr. Thorvald Thoressøn. Vi ville i det Følgende see, hvorledes ogsaa Datteren Fru berette ejede meget Gods paa Hjaltland. Munkelivs Klosters Besiddelser paa Hjaltland anføres i Mkl. B. S. 167.