i Orknø og tilstede i Bergen[1]. Kun Jarle-Ætterne selv blev mere og mere fremmede for Norge, idet nemlig Jarleverdigheden fremdeles ved Arv gjennem kvindelige Led kom i skotske Ætters Hænder. Magnus, den sidste Jarl af Huset Angus, som vi oftere have berørt, døde i Tidsrummet mellem 1320 og 1329, efterladende sin Enke, Grevinde Katharina, der allerede ovenfor (S. 133) er omtalt, og ingen Sønner, som det synes, siden Jarledømmerne Orknø og Katanes gik i Arv til hans Dattersøn Malise af Stratherne, en Søn af Malise, den eldre Jarl af Stratherne, der tilligemed saa mange andre skotske Høvdinger faldt i Slaget ved Halidonhill den 19de Juli 1333 mod Kong Edward af England[2]. Malise den Yngre forenede tre Jarledømmer, Stratherne, Katanes og Orknø. Men Kong Edward, der nu havde Magten i Hænde, erklærede ham for at have forbrudt Jarledømmet Stratherne, som han skjenkede til en af sine Mænd, Johan af Warenne, Jarl af Surrey. Malise søgte, om han med det Gode kunde faa det tilbage, ved at nærme sig Magthaverne, ja gav endog Johan af Warenne en af sine Døttre til Egte[3]. Men Følgen heraf var kun den, at nu ogsaa Kong David, Robert Bruces Søn, erklærede Stratherne hjemfaldet til
- ↑ See Mklv. B. S. 50.108. 111. 138. 155. Sighvat Kolbeinssøn nævnes her allerførst i 1309 (S. 111) uden noget Tillæg blandt andre Beboere af Bergen, ligeledes i 132l (S. 138); i 1325 derimod kaldes han Lagmand i Orknø (S. 108, 155): han og hans Broder Olaf Langes Svigersøn Sørkve havde i dette Aar først en Tvist med Munkelivs Kloster om en Deel af Gaarden Thveit i Odde Sogn i Hardanger, men efterat den var venskabeligt bilagt (S. 156), testamenterede Sighvat Klostret 6 Mmb. i Lvdin i Sogn og 1 i Sauraas paa Aasene (S. 108); sidst nævnes han i 1330 som Vidne til en Gave af Jordegods (S. 50). Broderen Olaf Lang nævnes som bosat i Bergen 1315 (Dipl. N. I. 146). Sigurd Sighvatssøn, Lagmand i Orknø nævnes som en af Vidnerne til hiint føromtalte Salg, som Hr. Erling Vidkunnssøn i 1337 og 1338 lod foranstalte af sine hardangerske Ejendomme (Mklb. S. 65, jfr. S. 216).
- ↑ At Katharina da var Enke, er umiskjendeligt af Maaden, hvordan hun fremtræder. At hun havde været gift med Magnus Jarl, sees af Bartholiniana E. S. 134, jfr. Suhm XII. S. 36, uagtet det vistnok ved ferske Øjekast paa Brevet No. 169 i Dipl. N. II. skulde synes, som om hun var Jon Jarls Enke. Men forøvrigt kan det ikke negtes, at da Katharina i dette Brev omtaler Jon Jarl Uden al kalde ham sin Fader, men derimod heller som den, fra hvem „hendes Herre, d. e. Magnus Jarl, umiddelbart arvede sine Besiddelser, synes det virkelig, som om det orknøiske Ætte-Diploms Udsagn, (see ovf. IV. 2. S. 345. Not.), at Jon var Magnus’s, ej Katharinas, Fader, dog er rigtigt, og at saaledes Douglas’s Paastand, at Katharina var Jons Datter, hvilket vi paa hiint Sted gav Fortrinet i Betragtning af de mange utrykte Kilder, hvortil D. maatte antages at have haft Adgang, maa forkastes. Herefter bliver da Noten l. c. S. 345 og Slægttavlen at berigtige.
- ↑ See Lord Hailes, Annals of Scotl. II. S. 202 fg.
