Baand have været, og i Virkeligheden kan man sige, at Syderøernes Biskop optraadte paa samme Maade som de øvrige skotske Biskoper, der alle lige indtil Ophøjelsen af St. Andrews til et Erkesæde hver for sig stod umiddelbart under Paven.
Medens saaledes den Synderlighed nu herskede for den throndhjemske Erkestols Vedkommende, at dens Omraade i Vesten strakte sig til Landskaber, der ikke længer tilhørte Norges Rige, opvejedes dette igjen paa den østlige Side deraf, at Jemteland fremdeles vedblev at lyde under Erkebiskopen i Uppsala. Dette gav dog nu mindre Anledning til Forviklinger, end tidligere, thi det var dog i alle Fald nu den samme Konge, som herskede i begge Riger, og Erkebiskopen af Uppsala havde idetmindste ikke i sine Forhold til den verdslige Myndighed med to Konger at bestille, hvilket derimod nu var Tilfældet med den tredie Erkebiskop inden Kong Magnus’s vidtstrakte Besiddelser, Erkebiskopen af Lund, der, uagtet hans hele Diøcese var afstaaet til Sverige, dog vedblev at være det danske Riges Metropolitan. Men overhovedet maa det erkjendes, at uagtet det altid maatte ansees ønskeligt, at den geistlige og verdslige Landskabs-Inddeling stemmede indbyrdes overeens, saa medførte en saadan Overgriben af den ene Jurisdiction inden den andens Grændser ingen videre Ulempe, da den verdslige og geistlige Jurisdiction overhoved var saa adskilte fra hinanden. Den misligste Side ved Sagen var egentlig den Indvirkning, et saadant Forhold kunde udøve paa Nationaliteten i det Landskab, som derved kom til at henhøre under en anden geistlig Over-Autoritet end den fedrelandske. Thi hvad nu f. Ex. Jemteland angaar, da er det let at begribe, at de fleste Geistlige, som ansattes der, sendtes fra Sverige, og nærmest fra Kathedralskolen i Uppsala; deres Sprog var altsaa svensk, og det er derfor umuligt andet, end at Landskabets Befolkning derved underkastes en Indvirkning i sproglig Retning, der omsider maatte gjøre sig gjeldende; ej at tale om, at disse Geistlige, som det faldt af sig selv, gik de ringere og mindre oplyste Almuesmænd til Haande ved Affattelsen af alle deres Breve og Skriftligheder, hvoraf vi derfor virkelig ogsaa i sprogligt Henseende finde sterke Spor i de fleste, af Bønder og Almuesmænd i Jemteland paa de Tider udstedte Breve; det er kun Sysselmændenes og Lagmændenes, der kunne siges at være reent norske. Hertil kommer nu og den Omstændighed, at i Tilfælde af uvenskabeligt Forhold mellem begge Riger maatte det være at befrygte, at Almuen i Jemteland af sin svenske Geistlighed paavirkedes i en for Fedrelandet mindre gunstig Retning. Men herom kunde der, som sagt, nu heldigviis ikke være Tale. Man erfarer ogsaa, at stundom idetmindste ogsaa norske Geistlige ansattes i Jemteland; saaledes sees det, at Biskop Audfinn i Bergen i Aaret 1324 paa den uppsalske Erkebiskop Olafs Anmodning løste den
