bergenske Diaconus Agmund Sæfinnssøn, der havde faaet Ansettelse i Jemteland, fra hans Ledighed under Bergens Biskopstol[1]. Af og til kunde det dog ikke vel undgaaes, at Nidaroos og Uppsalas Erkebiskoper kom i Strid med hinanden om visse Punkter, som vel fornemmelig udsprang af Jemtelands usedvanlige Stilling, men som og overhoved synes at have haft sin Rod i de særegne Omstændigheder, under hvilke de nordligste svenske Landskaber i sin Tid var omvendte til Christendommen. Dette var nemlig, som det tidligere er viist, skeet i Midten af og anden Halvdeel af det 11 Aarhundrede, fornemmelig ved den svenske Biskop Steenfinns Bestræbelser, hvilket og var Aarsagen til, at ogsaa Jemteland kom til at ligge under den Biskopstol, hvorfra de Predikanter var udgangne, der vandt dets Indbyggere for den sande Lære[2]. Men tillige havde dette fundet Sted paa en Tid, da Erindringen om St. Olafs Tog gjennem Jemteland var i frisk Minde, og da Sagnet om og Troen paa hans Helligdom netop var kaldt til Live, og Enthusiasmen for ham saaledes var saa meget sterkere og mere brendende, fornemmelig i de Egne, han havde gjennemreist, og hvor derved endog de ringe Skuur, hvor han oftere havde overnattet, nu under Navnet „Olafsboder“ næsten betragtedes som Helligdomme[3]. Derfor blev det meget almindeligt, at Indbyggerne af disse Egne isærdeleshed, ikke alene af Jemteland, men og af de tilstødende svenske Landskaber, Angermanland, Helsingeland, o. fl., gjorde Pilegrimsferd til Nidaroos og offrede Gaver til St. Olafs Skriin. Disse Gaver havde i Tidens Løb, ligesom paa saa mange Steder i Norge, antaget Charakteren af en aarlig Skat, kaldet Olafsskatten, hvad enten nu dette grundede sig paa en bestemt Forpligtelse, eller alene paa Sedvane, eller paa særskilte Løfter. Skatten ydedes deels i rede Penge, deels i Varer, som Pelsverk, Lerred, o. a. d. efter de forskjellige Landskabers Lejlighed. Men det var ej at undres over, om den uppsalske Geistlighed ej gjerne saa alle disse Rigdomme gaa ud af deres eget Diøcese og Fedreland for at komme en udenlandsk Kirke og Geistlighed til Bedste. I Uppsalas Kathedralkirke var der ogsaa et Altar for St. Olaf med egen Prest, og det kunde saaledes synes billigt, om en aarlig Skat til St. Olaf, der ikke nødvendigviis var forbunden med personlig Pilegrimsferd, kom dette Altar til Bedste. Paa Grund heraf havde derfor, efter hvad man maa antage,
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/341
Denne siden er korrekturlest
323
1334–1344. Jemtelands kirkelige Forhold.
