Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/342

Denne siden er korrekturlest
324
Magnus Erikssøn.

Uppsalas Erkebiskop og Capitel søgt at bringe hine Egnes Indbyggere til at ophøre med de regelmessige Indbetalinger til Nidaroos, og derimod tilholdt dem at sende altsammen til Uppsala. Foranstaltningerne i dette Øjemed synes især at være trufne, medens Erkebiskop Peter i Begyndelsen af Aaret 1335 visiterede i Jemteland[1] og formodentlig ogsaa de øvrige Landskaber paa den Kant, nemlig Angermanland, Helsingeland, m. m. Thi Erkebiskop Paal i Nidaroos, hvem vi allerede have lært at kjende som en paa sine og sin Kirkes Rettigheder meget skinsyg Mand, klagede netop til den nye Pave, Benedict XII., derover, og udvirkede fra denne en Advarselsskrivelse mod alle dem, der saaledes vovede at gaa Nidaroos Kirkes Rettigheder for nær. Af denne Skrivelse, der er dateret den 8de Januar 1336, seer man, at Paal havde forestillet Paven, hvorledes „nogle Personer, saavel geistlige som verdslige, optændte af Misundelse og Begjerlighed, ved Trusler og Skræmmeord og andre utilladelige Midler søgte skammeligen at hindre hine Indbyggere fra at gjøre Løfter og Indbetalinger paa sedvanlig Viis til Nidaroos Kirke og St. Olafs eget Skriin, hvorved deres egen Sjæl kom i Fare og Nidaroos Kirke leed stort Tab“. Det er vel muligt, ja heel sandsynligt, at de uppsalske Geistlige og deres Agenter ved denne Anledning ej have faret saa forsigtigt frem, som de burde, men i Hovedsagen havde de dog neppe Uret; derimod er det øjensynligt af det Uddrag af Erkebiskop Paals Klagebrev, der er indført i den pavelige Skrivelse, at han har udtalt sig med megen Bitterhed og Heftighed, hvortil det vel heller ikke bidrog saa lidet, at den daværende Erkebiskop i Uppsala, Broder Peter Philipssøn, var Dominicaner, ja endog havde været Predikebrødrenes Provincial i hele den danske Provinds, og Erkebiskop Paal med sit Capitel netop nu, som det nedenfor nærmere skal omtales, laa i Strid med Predikebrødrene i Nidaroos, der endog i den Anledning ligefrem henvendte sig til Erkebiskop Peter, deres forrige Foresatte, om Bistand. Paven, der ikke vel kunde indlade sig paa at foranstalte nogen nærmere Granskning af Sagen,

  1. At Erkebiskop Peter paa den Tid visiterede i Jemteland og maaskee havde været der allerede Julen over, sees af hans Brev af 11te Marts 1335, udstedt fra Fors i Jemteland (Dipl. Sv. 3124). I det saakaldte Registrum Upsalense, hvor Fortegnelser findes over hvad de enkelte, til Diøcesen hørende, Landskaber, Kirker og Geistlighed havde at udrede til Sexaarstienden og Palliehjelpen, alt Kirkesognsviis, forekommer ogsaa Jemteland. I Sexaarstiende skulde der i Alt udredes 1072 anf. Penninger, hvilket efter Coursen, som 5:1 (thi her synes overalt at regnes efter svenske Penge) bliver 2710 Mk. brendt, hvad der efter Vegten alene paa det nærmeste svarer til 17 Spdlr., og efter Pengenes daværende Verdi til henved 170 Syd. nuomstunder. I Palliehjelp ydedes 38¼ Mk., hvilket i brendt Sølv er 71315 Mk. eller 69 Spdlr., svarende til det Tidobbelte nuomstunder.