maalet om, hvo der skulde blive Kong Eriks Eftermand, af saa stor Vigtighed for Sverige, for den unge Konges Omgivelser, og navnlig for Knut Porse, at baade Hertuginden og de andre, der styrede Riget i Magnus’s Navn, maatte finde det raadeligt, at kunne iagttage Begivenhederne noget nærmere, og med den unge Konge imellem sig. For at faa Penge til de store Udgifter ved sine Krige og sit kostbare Hofhold havde Kong Erik maattet paalegge flere Skatter, til almindeligt Misnøje, og desuden laane Penge deels af indenlandske, deels især af tydske, Adelsmænd, for hvilke han pantsatte Kronens Lehn og Indtægter. Dette var fornemmelig Tilfeldet i de Landsdele, der laa hiinsides Øresund, nemlig Skaane, Halland og Bleking, hvilket næsten altsammen var pantsat til den mægtige Marsk Ludvig Albrechtssøn af Gleichen, hvem tillige Kong Erik havde udnævnt til en af sine Testament-Fuldbyrdere, og som var i nær Frændskab med den mægtige Æsbern Snares Æt, følgelig og med de fornemste blandt de forrige Fredløse. Det er sikkert nok, at flere af Magthaverne i Sverige, fornemmelig Knut Porse, allerede nu speculerede paa denne Omstændighed, saavelsom paa de Forviklinger, der af de ovenanførte Grunde snart maatte forudsees at ville opstaa i Danmark, som en god Lejlighed til at frareve det hine Landskaber[1]. Nærmest den danske Trone stod Kong Eriks Broder, Hertug Christopher, men han havde ligget i aabenbar Feide mod sin Broder Kongen, ja endog for nyligt sluttet Forbund med Hertuginderne og deres Tilhængere mod den af danske Tropper understøttede Kong Byrge: han opholdt sig nu derfor landflygtig i Pommern, og Danekongen skal paa sin Dødsseng have fraraadet at velge ham[2]. For Kong Magnus’s Tilhængere i Sverige derimod maa det netop af disse Grunde have været betragtet som ønskeligt, om han blev valgt, og man kan neppe derfor betvivle, at der fra svensk Side har været virket ivrigt derfor[3], ligesom og, at Christopher har givet Svenskerne de bedste Løfter. Vi see idetmindste, at han allerede den 2den December fra Greifswalde bekræftede Lübecks, og den 16de fra Stralsund denne Byes Handelsprivilegier i Danmark, i det sidste Brev med det udtrykkelige Tilleg „naar vi med Guds Hjelp have faaet Danmarks Rige,“ uden engang at betinge de Danske tilsvarende Friheder i Stralsund, og at han overhoved var gavmild paa Løfter, som han just ikke tænkte videre paa at holde: saaledes havde han lovet sin Halvbroder, Grev Johan af Holsten, Femern til arveligt Lehn, for at faa hans mægtige Bistand. Til Danmark begav
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/35
Denne siden er korrekturlest
17
1319. Forholdene i Danmark
