Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/352

Denne siden er korrekturlest
234
Magnus Erikssøn.

ham, at han til 1ste August 1342 vilde holde Biskopsmøde i Bergen, hvorved og den til Biskop i Skaalholt udseede Broder Jon Sigurdssøn skulde indvies. Brevene var imidlertid længe undervejs, da det ikke lader til, at de kom i Biskop Haakons Hænder førend i Marts, og han skyndte sig strax at tilskrive Firdafylkes Indbyggere om, at de maatte holde alt beredt til Erkebiskopens Ankomst. Men kort efter fik han Brev fra Erkebiskopen om, at Mødet paa Kongens Anmodning var udsat til den 15de August, og Stedet forandret til Kongehelle istedetfor Nidaroos, som det ovenfor er omtalt[1]. Biskoperne tilsagdes at møde personligt, og Capitlerne ved sine Fuldmægtige, navnlig indskærpedes det dem, der havde besørget Indsamlingen af Rumaskatten, at komme tilstede for at aflegge Regnskab. Modet blev dog, som det synes, ikke holdt. Kongen var formodentlig optagen af Krigen, og derhos afgik saavel Biskop Haakon, som Biskop Erik af Stavanger, ved Døden; man kjender ikke deres Dødsdag, men veed kun, at de begge døde i 1342, og at den sidste Skrivelse, der endnu haves fra Haakons Haand, er dateret den 29de Mai[2]. Da nu tillige Færøernes Biskop Signar døde samme Aar eller kort forud, og de nye islandske Biskoper endnu ej var indviede, saa at altsaa ikke mindre end fem Biskopsstole nu stod ledige, kan man nok forstaa, at det paatænkte Møde alene herved maatte blive forhindret, om end ingen andre medvirkende Aarsager kom til. Heller ikke er det sandsynligt, at det blev noget af med Erkebiskop Paals paatænkte Visitation i Bergens Stenene. Derimod seer man, at han ved Vintrens Begyndelse visiterede i den sydlige Deel af sit eget Biskopsdømme, thi den første December var han med flere Chorsbrødre og en Notarius paa Bynesset, hvor han fermede Børn, og efter gammel Skik, som det heed, spurte de Bønder, der var komne til Kirken og havde bragt sine Børn til Ferming, om de havde noget at klage paa Provster, Prester, Klerker eller andre hans Tjenestemænd, da han i saa Fald vilde gjøre Ret og Skjel og refse den Skyldige andre til Advarsel; men Bønderne, saavel de, der om Sommeren havde været paa Frostathing, som de andre, erklærede, at de hverken havde klaget eller nu havde noget eller nogen at

  1. Barthol. E. 487–492.
  2. At Biskop Erik allerede var død for 30te Mai, kunde maaskee sluttes deraf, at Stavangers Domscapitel i et Brev af denne Datum optræder handlende paa egen Haand, nemlig ved at give en Mand Livsophold hos lig mod en Pengesum (Dipl. Norv. IV. 263), skjønt det rigtignok kunde synes, som om denne Transaction kunde indgaaes af Chorsbrødrene uden Biskopens Mellemkomst. Den sidste Skrivelse fra Biskop Haakon, dateret den 20 Mai, er netop den, hvorved han meddelte Erkebiskopens Skr. af 4de Mai om, at Conciliet skulde holdes i Kongehelle 15de Aug. Barthol. E. 493.