Tigger-Ordeners Medlemmer trængte sig ind i de rette Sjælesørgeres Virksomhed og derved anrettede alskens Forvirring. Nogen Tid efter Benedict den 12tes Ophøjelse paa Pavestolen sendte han, d. 28de April 1337, en Skrivelse vedkommende dem til Erkebiskop Paal, som denne sikkert selv havde fremkaldt[1]. Paven yttrede her, hvorledes han fra en sikker Kilde var bleven underrettet om, at Brødrene af Tigger-Ordenerne i hans Provins, altsaa i hele Norge med tilliggende Lande, i en altfor ung Alder antoges til Preste-Embedet, og at de ej alene predikede for Folket, men ogsaa dristede sig til frisktvek at tilsige Indulgenser, saaledes endog paa 40 Dage, for alle dem, der hørte deres Prediken; og skjønt de tilbørligt var advarede derimod, afholdt de sig ikke derfra, men vovede endog til Trods for pavelige Decretaler at meddele den sidste Olje eller Communionen uden vedkommende Sogneprests Tilladelse. I den Anledning bød Paven ham, naar samme Brødre, behørigt advarede af ham, ikke kunde opvise noget dem tilstaaet Privilegium til slige hellige Handlingers Udførelse, eller nogen Fritagelse fra at adlyde hine Decretaler, da ved kirkelige Tvangsmidler at bringe dem til at afstaa derfra. Der nævnes ikke, hvad Virkning dette Brev gjorde, men man kan dog nok betragte det som en umiddelbar Følge deraf, naar Erkebiskop Paal i et almindeligt Edict eller Forskrifts-Brev for sin hele Provins, hvis Udstedelsesdag man ej kjender, rettede særskilt til Brødrene eller Tiggermunkene følgende Advarsel: „Det forbyder Paven alle Brødre under evig Forbandelses Trusel, at de tale ilde om den hellige Kirkes Forstandere i sine Predikener, eller bringe Sognefolkene fra at søge sine Sognekirker for at gaa til deres, eller lyse utilbørlige Indulgenser, mere end det er dem tilladt, eller at de, naar de ere tilstede ved at Nogen gjør sit Testament, da snakke Vedkommende af med at skjenke noget til andre Kirker; at de søge at skaffe sig eller sit Convent Gaver, andre til Skade; at de tiltage sig at høre Skriftemaal videre, end det er tilladt Sognepresterne i Loven, eller at dette skeer af andre end dem, for hvem Predikerernes Provincialpriorer, eller Minoriternes Ministre, eller hines Vicarier eller disses Custoder personligt hos Biskopen have udvirket Tilladelse, saaledes at de ydmygst bede om, at de Brødre, som i deres Stæder eller Biskopsdømme dertil udvelges, maa høre Skriftemaal af dem, der ønske det, og sette de men passende Skrift. Derhos skulle Predikerernes Provincialpriorer og Minoriternes Ministre velge dygtige, passende, og med Hensyn
- ↑ Regest. Benedicti XII. Commun. an. III. p. 1. ep. 350. Naar det her heder, at Paven af en fidedigna relatio havde erfaret, hvad han i Brevet anker over og søger at hindre, kan det neppe slaa fejl, at denne Relation middelbart eller umiddelbart er kommen fra Erkebiskop Paal selv.
