dobbelt Festdag, befalende Præsten i Oslo den Dag at afgive tre Tønder godt Tydsk-Øl (Bjor) til Capellets Commune[1].
Allerede fra Pave Johannes den 22des Tid var den Skik bleven almindelig, at Paven ved de saakaldte Reservationsdecreter forbeholdt sig Besettelsen af geistlige Embeder, baade højere og lavere, hvilket ellers efter Regelen skulde besettes ved Valg, eller ved Biskopernes Foranstaltning. En saadan Ret kunde vel Paverne strengt taget siges altid at besidde, forsaavidt deres kirkelige Myndighed var uindskrænket, men saavel Klogskabs- som Billigheds-Hensyn maatte tilsige dem, ej at gjøre Brug af den, saalænge det kunde undgaaes, for ej at gribe forstyrrende ind i Biskopernes og de øvrige Local-Auctoriteters Embedsvirksomhed, svække deres Anseelse og afstedkomme alskens Forvirring, tildeels endog Skade, eftersom det ej var at vente, at Paven og hans Omgivelser kunde have saa nøje Kjendskab til de locale Forhold i ethvert Land, især de fjernere, at de ikke ofte ved slige egenmegtige Besiddelser skulde være udsatte for at treffe uheldige Valg. Paverne indtil Johan den 22de havde derfor og yderst sparsomt grebet ind paa den Maade. Det var i sin Orden, at de bekræftede Erkebiskopsvalgene og selv overdrog eller lod overdrage de nysvalgte Erkebiskoper Pallium; men sedvanligviis overlod de dog vedkommende Capitel fri Valgret, uden at blande sig i Valget, og de udøvede kun sin Cassations- og Provisions-Myndighed i Tilfælde af Utilbørlighed eller Mangler ved Valgene, som de, naar der var Tale om Erkebiskoper, lod prøve af et Par Cardinaler, der da siden afgav sin Betænkning, om Valget var canonisk eller ej[2]. Men fra Johannes den 22des Tid begyndte Reservationerne at skee i Masse. Dette skete først alene paa den Maade, at Paven under Indehaverens Levetid reserverede sig Besettelsen af hans Embede ved næste Vacance, idetmindste skete det saaledes med Biskopsstolene, eller ved at give en eller anden ringere Geistlig Exspectance paa et endnu ikke ledigt Beneficium, og hertil synes endnu Johannes den 22de at have indskrænket sig. Men Benedict den 12te. udgav et Reservationsdecret, hvorved han forbeholdt sig alene Besettelsen af alle, som det heed, ved det apostoliske Sæde ledigblivende geistlige Embeder, hvad enten det var Biskopsdømmer, Prælaturer eller ringere Embeder, og ligemeget om det i Regelen skulde skee ved Valg, eller tilkom Biskopperne, erklærende enhver anden Dispositionsmaade end den pavelige Provision, saaledes og Capitlernes lovlige Bi-
