endog sedvanligviis, gjorde det til Betingelse for de Fremmede, der fik geistlige Beneficier i Norge, at de skulde kunne tale Landets Sprog[1]. Men hvor liden Beskeed man ved Curien ofte vidste om Norge og dets Anliggender, derom vidner iøjnefaldende og paa en næsten løjerlig Maade, hvad Pave Clemens den 6te selv tilføjede sin Bevilgelse af den ovenfor omtalte Ansøgning fra Presten Ivar Baardssøn om et Beneficium i Bergens By eller Biskopsdømme; han tilføjede nemlig: „det skee efter Mark eller Gylden eller Pund, saaledes som Skik og Brug er i det Biskopsdømme, hvilket vi ellers ikke have hørt omtale“. Brevet er dateret den 8de Marts 1344, ikke fuldt to Aar efterat Clemens var bleven Pave, altsaa vidste han indtil da intet om, at et Biskopsdømme af Navnet „Bergen“ var til! Kong Magnus selv ansøgte temmelig flittigt om Beneficier for sine geistlige Yndlinger, og det ej alene inden sine egne Besiddelser, men ogsaa udenfor disse. Saaledes anholdt han i 1344 om, at en Prest.i Lund maatte faa et Canonicat i Roeskilde, og dette bevilgedes, som det synes, uden Vanskelighed. De norske Geistlige, der i
- ↑ Nødvendigheden af, at de ved norske Parochialkirker ansatte Prester skulde kunne tale Landets Sprog, udtales allerede temmeligt sterkt i Laurentius’s Saga, (Cap. 11) hvor Jon Flæming, Erkebiskop Jørunds højre Haand (s. o. IV. 2. S. 304) anmodede Laurentius Kalfssøn om at bede Erkebiskopen overdrage ham den ledige Mariekirke i Nidaroos. Laurentius svarede dertil: „hvorledes skulde det kunne skee, da I ej kan Norskt“ „Jeg kan saameget jeg behøver“, sagde Jon, „og som det paaligger mig at tale“. „Lad os da probere“, siger L., „og antage, at Faste-Indgangen var kommen, da har I jo at tale for Eders Sognefolk om, hvorledes Langefasten skal holdes“. „Paa denne Maade“, siger I.: „nú er komin lentin, hvern mann kristin komi til kirkju, geri sína skrifin, kasta burt konu sinni, maki engin sukk, nonne sufficit domine?“ (ɔ: Nu er Langefasten kommen, hver Christen komme til Kirke, gjøre fin Skrift, afholde sig fra sin Kone, gjøre ingen Ustyr – er det ikke tilstrækkeligt, min Herre?) Men Altsammen vrimler af Sprogfejl; lentin, det endnu i England brugelige lent, kjendes ej i Norsk; istedetfor hverr maðr sagde J. hvern mann, istedetfor skript sagde han skrifin, Talemaaden kasta burt konu sinni, bortkaste sin Kone, røber ligeledes Udlændingen. Laurentius lo og sagde: „ikke skjønner Folket, hvad Lentin er“. I de pavelige Regester findes blandt Provisionsbrevene til norske Beneficier idetmindste to, hvorved det udtrykkelig er gjort til Betingelse, at Candidaten kan Landets Sprog, en Betingelse, som aldrig vides at have været opstillet i Provisioner til Beneficier i andre Lande, og som derfor maa være en Indrømmelse, gjort det norske Folks Fordringer og den i Landet herskende Opinion. Det ene Brev er af 18de Januar 1375, hvorved en Geistlig fra Camins Diøcese i Pomern faar et Canonicat og en Præbende i Nidaroos (Reg. Chartac. Gregor. XI. T. 26. ann. V. f. 199), det andet af 28de August 1376, hvorved en Geistlig fra Hamar faar et Canonicat og en Præbende i Oslo, og hvor Betingelsen egentlig synes at være overflødig, saaat den Omstændighed, at den dog er kommen ind, vidner om, at man har anseet den for courant i norske Provisionsbreve. (Bull. divers. Gregor. XI. ann. VI. T. I. f. 344).
