siges at hun befandt sig andensteds. Da den afsatte Kong Byrge i Kong Erik tabte sin fornemste Støtte og Trøst, og Magnus Erikssøns Valg til Thronfølger endmere berøvede ham Udsigt til at gjenvinde Thronen, ansaa han sig nu ej længer sikker paa Gotland, men flygtede til Danmark, hvor hans Svoger Christopher dog i alle Fald for Systrens Skyld ej kunde negte ham Fristed, det han ogsaa fik, med et Lehn til sin Underholdning[1]. Kort efter indfandt Hr. Matthias sig ved Gotland med Folk og Skibe, for at tage Byrge til Fange, uagtet der ved Freden i Roeskilde var tilstaaet ham frit Ophold paa Øen; men sandsynligviis ansaa man denne Fredsslutning ej længer for bindende, siden det foreskrevne Møde i Helsingborg ej havde været afholdt. Da Byrge allerede var borte, tog Drottseten Øen i Besiddelse for Kong Magnus. Og derpaa gjorde de svenske Regjeringsherrer hvad de vel ansaa for det sidste Skridt til at befæste den unge Magnus’s Kongedømme, idet de i Stockholm dømte Byrges Søn, Magnus, som de fremdeles holdt fangen, til Døde, fordi han tidligere havde ført Vaaben til sin Faders Bistand, og lod ham virkelig henrette i Stockholm trods det udtrykkelige Løfte i Freden til Roeskilde, at han ingen Skade skulde lide paa Liv og Lemmer (21 Oct. 1320)[2]. Det var grumt og troløst handlet, men forsaavidt statsklogt, som nu virkelig ikke paa mange Aar nogen Tronprætendent vovede at reise lig mod Kong Magnus. Kong Byrge overlevede ikke mange Maaneder Sønnens Drab: han døde allerede d. 31te Mai 1321.
Medens disse Begivenheder foregik, og Hertuginden tilligemed den unge Konge opholdt sig i Sverige, havde Regjeringen i Norge frie Hænder. Men saaledes som den var sammensat, og især da den unge Konge selv var i Sverige, kunde den neppe virke med synderlig Kraft: det er øjensynligt, at idetmindste Geistligheden ansaa Tiden at være kommen til at rejse Hovedet i Vejret, og det merkeligste er, at de Breve, der i denne Anledning bleve skrevne, findes rettede ej til Regjeringen, men derimod
- ↑ Tiden, da Byrge flygtede, agnives ikke nøjagtigt, den sv. Rimkrønike nævner 1320, hvad der og er rimeligt.
- ↑ Saaledes de fleste. Helsingeloven, Erfdab. 16 fl. nævner 8 Dage efter Trinitatis, eller 1 Juni, hvad der i sig selv kunde synes rimeligere og hvad der tillige bestyrkes af Brevet i Dipl. Sv. 2462, der viser, at der netop omkring 2den Juni 1320 holdtes Høvdingemøde i Stokholm. I de visbyske Minoriters Annaler (Fant. I. 45) henføres Magnus’s Død endog til 1319.
