nem, og om hvilke Brevskaberne neppe engang tale; men de slog sig dog igjennem. Folkemængden kan endnu ikke i de enkelte Bygder have været for stor i Forhold til Næringskilderne; Fordringerne vare endnu ej saa store, Fædrift og Jagt udgjorde dengang en vigtigere Næringsvej end Agerbrug, og i de store, da kun lidet udhuggede Skove saavelsom de vidtstrakte Almenninger var der Græsningsland nok for Kvæget, og riig Anledning til Jagt og Fiskeri. Trælasten var endnu ikke saa omspurgt, at der kunde være synderlig Tanke om at spare paa Skovene, og det nødvendige Tømmer til Husebygning og Ved til at brænde kunde vist derfor endog den fattige Huusmand faa uden følelig Bekostning. At Fædriften maa have spillet en betydelig Rolle, sees især deraf, at Smør var en Hoved-Udførsels-Artikel, som fornemmelig Tydskerne søgte at faa opkjøbt, saaledes at Kongen endog ansaa det nødvendigt ved flere Forordninger at sette en Skranke for den altfor rivende Udførsel[1]. Ved Siden af Smør nævnes sedvanligviis Skreid som den anden Hoved-Artikel. Samtlige courante Udførsels-Artikler angives i den tidligere omtalte Toldtarif af 1316, som Kong Haakon fastsatte, nemlig Smør, Skreid, Tran, Rav, Rekling, Hvalspek, Byg, Kjød, andre Madvarer, Bukkeskind, Oxehuder, Maardskind, Salt, Nødder, Tjære, Dyreskind, Sælskind, Bæverskind, Ræveskind, Lammeskind, andre Smaaskind, Oterskind, Gaupeskind, Hvalrostænder, Vaadmaal, Uldgarn, Kvade, Farvemose og Svovel[2]. De to sidste Artikler, saavelsom tildeels Skreid og Vaadmaal, var nu vel islandske Varer, medens Hvalrostænder, Tran, Selhundskind m. m. meest kom fra Grønland; men de øvrige, der kunde ansees som egentlig norske, vise noksom, hvor overvejende en Rolle Fædrift, Jagt og Fiskeri maa have spillet blandt det norske Folks Næringsveje. Desto merkeligere er det at see Byg, eller, som det kaldtes, Korn, figurere blandt disse Udførselsartikler; men Tingen er vistnok den, at Brugen af Korn som Fødemiddel paa de Tider endnu ikke var faa hyppig blandt Almuen, som den senere er bleven. Skreiden spillede sandsynligviis, som endnu i enkelte Fiskebygder og paa Island, en større Rolle end nuomstunder og traadte tildeels i Brødets Sted, saa at Kornets eller Byggets fornemste Brug vel var deels til Ølbrygning, deels til Grød; de fornemmere Klasser, hos hvem Brødet var almindeligt, brugte vel dertil for det meste udenlands fra indførte Kornvarer, Rug og Hvede[3].
- ↑ See først og fremst Toldanordningen af 1316, N. gl. L. III. 318, og K. Magnus og Drotsetens Anordning af 9de Aug. 1331 om Udlændingers Handel og Liggetid i Kjøbstederne.
- ↑ Norges gl. Love, III. No. 47.
- ↑ I Kongespejlet meldes der om Grønlands Indbyggere af norsk-islandsk Herkomst, at kun de færreste af dem endog havde sort Brød; de anvendte natur-
