Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/376

Denne siden er korrekturlest
358
Magnus Erikssøn.

Slappelse overhoved af al Driftighed og Energi hos Folket, der i et Slags døsig Sorgløshed eller sorgløs Døsighed levede hen Aar efter Aar uden at tænke stort videre end for Dagen, med Undtagelse af de faa ærgjerrige Stormænd, hvis personlige Interesser bragte dem til stundom at gjøre nogle svage Forsøg paa at udvide sin Magt og Anseelse paa Kongens Bekostning. Men usandsynligt er det dog ikke, at denne kjendelige Slappelse i det 14de Aarhundrede ogsaa har været en Eftervirkning af den Overanstrengelse, hele Folket gjennemgik i den langvarige Tronkrigsperiode, og at det netop herved ogsaa blev de fremmede Kjøbmænd saa meget lettere at tilrive sig Rigets Handel, medens den ligesom lammede Nation endnu ikke var vaagnet til sine forrige Kræfter, og derhos de i sig selv dygtige Kongers næsten altfor heldige Bestræbelser for at drage al Magt til sig og gjøre Nationen umyndig end mere bidrog til at undergrave den Selvstændighedsfølelse hos denne, der skulde danne det rette Grundlag for al Virksomheds- og Driftigheds-Aand.

At der blandt de højere Klasser paa denne Tid herskede megen Luxus, derpaa have vi allerede i det Foregaaende seet flere Exempler, ligesom vi og have omtalt Biskop Haakons Klager over det overdaadige og udsvævende Levnet, som herskede i Bergen. I de selskabelige Sammenkomster maa der have været fortæret umaadelige Masser af Mad og Drikke, der tillige bestod af kostbare og kunstigt tilberedte Sager. Uagtet man vel maa antage, at Velstanden og Overdaaden i de Tider var større hos de mægtige svenske Adelsmænd end hos deres Sideordnede i Norge, er det paa den anden Side umuligt andet, end at Levemaaden overhoved maa have været den samme hos de fornemmere Familier i begge Lande, især under Unionstiden, hvor de kom saa hyppigt i Berørelse med hinanden, ja endog stundom forenedes ved indbyrdes Svogerskab. Det er saaledes ei at betvivle, at de norske Familier, der i Rigdom og Anseelse kunde maale sig med de fornemste svenske, ogsaa levede paa den samme Fod, og at vi derfor af Optegnelser om, hvad der medgik i selskabelige Gilder hos slige svenske Familier, ogsaa kunne slutte til, hvad der brugtes hos norske i samme Stilling. En saadan Optegnelse haves af 5te April 1328 over hvad der medgik ved Upplands-Lagmanden, St. Britas Fader, Byrge Peterssøns kort forud høitideligholdte Liigfærd i Uppsala. Bekostningerne, foruden de til Messer og hvad der var det egentlige Gilde uvedkommende, løb op til over 234 Mkr. svenske Penge; af de anskaffede udenlandske Spisevarer nævnes 1 Pund Safran, 12 Pund Kummen, 2 Pund Ingefær, Pund „Paradiisgryn“, 1 Pund Kaneel, 6 Pund Peber, 3 Pund Anis, 3 Pund „Galanga“, 90 Pund Mandler, 105 Pund Riis, 40 Pund Olje, 1 Anker