umiddelbart til Kongen og Hertuginden: et Tegn paa, at Regjeringens Anseelse maa have været meget svag, og at Hertuginden allerede havde erhvervet en overvejende Indflydelse, som hun endog i Afstand forstod at udøve. Saaledes havde den myndige Biskop Audfinn i Bergen søgt at benytte Lejligheden, som det lader, til at chicanere den baade ham og hans Broder og Formand Arne forhadte Institution af de kongelige Capeller med en ham selv næsten sideordnet Prælat, Magister Capellarum eller Provsten ved Apostelkirken i Spidsen; og denne Provst Finn Halldorssøn, der heller ikke vilde give efter, men stod paa sin virkelige eller foregivne Ret, henvendte sig lige til Kongen og dennes Moder med Klager over Biskopen, som den der vilde unddrage Kongen de Rettigheder, han selv og hans Forfedre havde besiddet over sine Capeller, og tyngede de kongelige Klerker mod Lov og Ret, ja overhoved gjorde utilbørlige Indgreb i Kronens Rettigheder og forulempede deres Tjenere[1]. Disse Indgreb bestod deri, først at han om Høsten 1319 havde tilbagekaldt Gaven af Fane Kirke, som Biskop Narve i sin Tid havde skjenket Chorsbrødrene ved Apostelkirken, paastaaende at de ej havde opfyldt de med Gaven forbundne Betingelser; da den til Prest ved samme Kirke beskikkede Chorsbroder i Apostelkirken, Grim Ormssøn, der paa denne Maade blev Kaldet berøvet, herimod protesterede, og under selve Gudstjenesten, medens Biskopen holdt Messe, oplæste sin Appell til Erkebiskopen, satte Biskopen ham i Bann. Dernæst havde Biskopen, efter Forestilling af Byens Sogneprester, der klagede over at Apostelkirkens Klerker og enkelte Klostermænd trængte sig ind i deres lovlige Rettigheder og Embedskreds ved at meddele deres Sognefolk Kirkens Tjeneste, forbudt dette strengeligt under Banns Straf, idet han derhos bestemte Grændserne mellem Byens Sogner. Derhos havde han allerede tidligere i et aabent Brev ivret mod Apostelkirkens Klerkers lovstridige Fremferd[1]. Foruden Provst Finn, der
- ↑ 1,0 1,1 Brevet om Fane Kirkes Tilbagetagelse, forsynet med Bemerkninger, aabenbart af Audfinn selv, findes i Dipl. Norv. III. 117. Grims Appell er dateret 27de October 1319 (Suhm XI. 858 efter Bartholiniana E. N. 18) og Oplæsningen maa have fundet Sted den paafølgende Simons og Judæ Dag 28 Oct; Excommunicationen skete den 1ste Novbr. (Bartholiniana E. 18–21, jfr. Suhm, l. c.). Men allerede den 12te November tog Biskopen, beder det, Grim efter hans ydmyge Bøn til Naade, og den 21de tog Grim sin Appell tilbage, saaledes blev idetmindste den Sag bilagt, og Grim indbetalte endvidere samme Dag til Underindsamlerne af de vacante Beneficiers Indtægter endeel Penge (Bartholiniana E. 21–3). Om slige Indbetalinger fra Apostelkirkens Chorsbrødre synes der ogsaa at have været Tale, thi en anden Apostel-Chorsbroder, Jon Erikssøn, blev 13 Oct. sat i Bann, fordi han sad inde med endeel Tiendepenge, og Jon appellerede ligeledes, men directe til Paven. (Barthol. E. 13–18.) Biskopens Brev om Apostelchorsbrødrenes Indgreb i
