Strenghed neddæmpet den. – Omtrent paa samme Tid herskede der oppe paa Grenland en alvorlig og som det synes langvarig Strid mellem Bønderne af Haukavik og Laduvold[1] paa den ene, og dem af Lindheim og Hæm paa den anden; Manddrab havde, som der siges, fundet Sted paa Grund af Vaabenran, og mange andre Kærmaal; Hr. Ivar maa have anseet Sagen meget vigtig, siden han ikke længe efter sin Hjemkomst fra Ryfylke, midt i Hjertet af Vinteren, med Einar Lagmand i Skien reiste op til Tinne i Heitradal, hvorhen Parterne var stevnede, forat bilægge Trætten. De udstedte i Fællesskab den 31te Januar et Brev[2], hvori de bekjendtgjorde, at den Dag fremstillede sig for dem Erling paa Haukavik, Thord paa Laduvoll, Steinulf hans Søn og mange Frender, tilsammen kaldte Haukvikinger, saavelsom deres Modparts, de saakaldte Lindheiminger, nemlig Thorleif Saxbjørnssøn, Bjørn hans Søn, Bjørn Saxbjørnsøn og en Mængde Frender, idet nemlig begge Parter havde underkastet sig hine Embedsmænds Afgjørelse med Forpligtelse til at overholde den under Straf for den, som brød den, at han skulde ansees som Gridniding og Skjendsel for sin Ætt. Dommen lød da, at et tidligere af dem selv indgaaet Forlig angaaende det skete Drab skulde staa ved Magt, men desforuden skulde Thorleif betale 2 Mkr. Guld i Gjeld efter Hallvard, Erlings Søn (hvilken han vel altsaa havde dræbt), ligesom Bjørn Saxbjørnssøn skulde betale en anden Søn af Erling, Geirmund, fire Mkr. forngilde, fordi han havde hugget efter ham med en Øxe. Alle de øvrige Tvistemaal skulde være hævede og forglemte, og ingen skulde understaa sig at røre op i Sagen efter denne Dag. Men dermed var den dog ikke endt; der blev atter rørt op i den, som det synes af Hæmboerne, der ej udtrykkeligt var blevne indtagne med i dette Forliig. Derfor maatte der en ny Forligsstevne til, og denne fandt Sted i Skien den 13de Decbr. 1337[3], formodentlig efter Hr. Ivars Indkaldelse. Her indfandt sig nu, som det heder, paa almindelig Stevne begge Parter i stort Antal, paa den ene Side Lindheiminger og Hæmboer med Frender og Besvogrede, paa den anden Side Thord paa Laduvoll, Erling paa Haukavik med Sønner, Frender og Svogre. De klagede gjensidigt over de lidte Fornærmelser i Ord og Gjerning og overlod fremdeles Afgjørelsen til Hr. Ivar og Lagmanden, samt Hr. Ivars Broder Hr. Finn Agmundssøn, der just var hos Broderen formodentlig i Julebesøg. Afgjørelsen faldt denne Gang ej saa gunstigt ud for Haukaviksmændene. Erling paa Haukavik, hvis
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/386
Denne siden er korrekturlest
368
Magnus Erikssøn.
