Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/40

Denne siden er korrekturlest
22
Magnus Erikssøn.

han var staaet op for bedre at høres, saa at han faldt ned paa Gulvet, og Oplæsningen blev afbrudt. Herover erklærede Biskopen Botulf falden i Bann, men denne protesterede imod hans Dom og henskød sig under Erkebiskopen[1]; i denne Anledning var det da at Audfinn 4de Dag Paaske, d. 2den April, tilskrev den sidste, idet han tillige i almindelige Udtryk klagede over de Fornærmelser, han maatte lide af Apostelkirkens Klerker og ligeledes bad Erkebiskopen ikke lytte til Bagvaskernes Forebringelser[2]. Af Erkebiskopens Svar, dateret d. 18de April[3], seer man tydeligt, at denne ikke ganske holdt med Audfinn, men egentlig fandt, at han havde forløbet sig. Han beklagede meget de forargelige Scener, der havde fundet Sted, men raadede ham dog til at tage dem, der frivilligt angrede sine Misbrug og vilde forbedre sig, til Naade med Blidhed og Overbærenhed, forvisset om, at jo faderligere og fredsommeligere han viste sig, desto snarere vilde Antallet af Kirkens Fjender minke. Forøvrigt erklærede Erkebiskopen sig bered til at understøtte Kirken og straffe dens Uvenner efter Evne og Pligt, og lovede at indfinde sig i Bergen allerede til Pinds (18 Mai), ved hvilken Leilighed han og haabede at møde Kongen der. Der skulde nemlig, som ovenanført, til St. Hans Tid holdes Biskops- og Høvdinge-Møde i Bergen, og den formelige Tilsigelse om det første var allerede udgaaet fra Erkebiskopen til Audfinn, som og formodentlig til de øvrige indenlandske Biskoper. Samtidigt med Erkebiskopens Brev fik Audfinn ogsaa et Brev fra Broder Signar, der just var bleven indviet til Biskop paa Færøerne i den for fire Aar siden omkomne Lodins Sted, og som synes at have været en Klostergeistlig fra Bergen, hvilken Audfinn havde taget under særdeles Beskyttelse, ja hvem han vel endog havde forskaffet Ophøjelsen til den biskopelige Verdighed. Signar, der endnu opholdt sig i Nidaroos, meldte ham, at hans Avindsmend, nemlig Provst Finn og en anden, som han kalder med det besynderlige Navn Byy, skrev meget ufordeelagtigt om ham til forskjellige, og søgte ej alene at skade ham, men ogsaa ved slette Midler at tilvende sig hans Kirkes Gods; Erkebiskopen var imidlertid, sagde han, Audfinns og Sandhedens Ven, og skjønt der ymtedes om, at der skulde bringes mange Anker for en Dag imod ham i de øvrige Prælaters Nærværelse, behøvede han dog ej at frygte[4]. Audfinn

  1. De udførligere Acter i denne Sag findes i Bartholiniana E. 36–51, jfr. Suhm XII. 29–31.
  2. Brevet er aftrykt hos Suhm, XII. 338, efter Bartholin. E. 59.
  3. Bartholin. E. 61.
  4. Sammesteds, S. 61. Brevet et er vel udateret, men da det i Barth. E., Afskrift af en Copibog, findes umiddelbart efter Brevet til Erkebiskopen, og tildeels handler om det samme, er det øjensynligt, at begge Breve ere komne