og siden bekræftet som et vigtigt Document, sees deraf, at der 57 Aar efter blev taget en verificeret Afskrift af den med dens Bilag[1]. Man seer heraf hvor nøje og tillige fornuftigt Arbeidet og Bekostningen var fordeelt, idet de vanskeligere Vejpartier, hvoraf flere Aattinger nød godt, ikke var paabyrdet den Aatting alene, hvor de laa, men ogsaa de øvrige, der havde sin Færsel derover, som s. Ex. Eidesmyrene, hvis Farbarholdelse paalaa ikke Dyrvinjerdalsbønderne alene, men ogsaa Gullsjerdings-, Bordals- og Viker-Aattingens, medens Vejen til Hardanger holdtes oppe af Bøar-Aattingen og Kvitler-Aattingen, og Broen, som førte til den, for en Deel af Mørkedalen og Vinjesogningerne. Og Steenlægningen under Hvilehval, udenfor Sognets Grændser, men hvoraf hele Sognet havde Nytte, paahvilede dette under Eet. Ellers er det og tydeligt at see, hvorledes Vejen i den Tid (naturligviis Ridevej) slyngede sig snart op i Højden, over Klever, og Myrer, snart nede i Dalen, uden, som nu, at følge Elven eller holde sin i de lavere Strøg. Den gik, som man seer, i Dyrvinjerdals- og Gullfjerdings-Aattingen ikke nede om Flage og Rekve, men oppe om Berge og Germe, og maaskee fra Vangen over en Klev til Gerde; til Raundalen gik den heelt oppe om Søn„ og til Anger synes den slet ikke at have fulgt Dalen, der fører til Granven-Vandet, men at være gaaet over Fjeldet lige ned til Fjorden, enten ved Eide eller Folkedal. Denne Maade at legge Vejen paa var den, som man i hine Tider, da man alene reiste til Hest, og Bakkerne saaledes ej gjorde videre til Sagen, sandt at være den rimeligste, fordi den tillige var Communicationsvej fra Gaard til Gaard; alle disse Veje var formodentlig de eldgamle Rideveje, saaledes som de fra den fjerneste Oldtid havde ligget. Og endnu finder man paa mange Steder, hvor Vejene ej nylig ere omlagte, Levninger af dette for den Reisende saa byrdefulde System, dobbelt byrdefuldt efter at Vejen selv er bleven Kjørevej og befares med Vogne. Hvor maatte ikke saaledes Communicationen i hine Dage have været endnu mere møjsommelig, end vi nu, efterat vi saa længe have haft brede Kjøreveje, godt kunne forestille os, undtagen hvor Vejen endnu har sin eldgamle, ubekvemme Beliggenhed! Men det var heller ikke vore Forfedre saa meget om Bekvemmelighed eller om Hurtighed at gjøre, som om at Vejen saa meget som muligt undgik det dyrkbare Land. „Ligger Thjodgate (Landevej) over en Mands Jordvej“, heder det i Landsloven, „da er det ham tilladt at føre den af Jordvejen imod at gjøre en anden, ligesaa god at fare i Tørt og Vaadt, og da skal man fare den, om den end er længere“[2]. Og saaledes kom da Vejen til at slynge sig i
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/404
Denne siden er korrekturlest
386
Magnus Erikssøn.
