Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/43

Denne siden er korrekturlest
25
1320. Islands Anliggender.

henskødes til det forestaaende Biskopsmøde, og saaledes hører man heller ikke for det første om noget yderligere Skridt i den Anledning fra Audfinns Side. Af hans Kolleger var der neppe nogen for Øieblikket, der var skikket til at træde frem med saa stor Myndighed, som han. Biskop Botulf af Hamar var nylig død, og hans Eftermand, Hallvard, endnu neppe engang udvalgt. Helge i Oslo synes at have været gammel og svag, og Haakon i Stavanger var, som ovenfor nævnt, rimeligviis endog en af de beskikkede Tilsynsmænd ved Rigskassens Forvaltning. Erkebiskopen selv var en maadeholden Mand og maatte i denne Tid, da der rettest talt ikke var nogen ordentlig Regjering i Landet, som oprigtig Fedrelandsven søge at holde sig Partierne overordnet.

6. Forhandlinger om Islendingernes Hyldings- og Troskabseed. Biskops- og Høvdinge-Møde i Bergen.


Til Mødet i Bergen vare Islands Biskoper og Høvdinger m. fl. allerede blevne indkaldte i 1319, saaledes som det forhen er nævnt. Naar Audfinn, og rimeligviis de øvrige norske Biskoper, ikke indkaldtes førend i Januar 1320, var Aarsagen hertil kun den, at den formelige Indkaldelse ikke før gjordes fornøden. Men af hiin Omstændighed, at Indkaldelsen forkyndtes saa tidligt paa Island. kan man slutte at et saadant Dobbeltmøde øjeblikkeligt efter Kong Haakons Død var blevet besluttet som ufravigeligt nødvendigt. Der var upaatvivlelig mangt og meget, som man ikke paa det skyndsomme Høvdingemøde i Oslo kunde faa afgjort, og det var vel desuden nødvendigt, at den unge Konge viiste sig og hyldedes idetmindste etsteds i det Nordenfjeldske. Nidaroos laa for fjernt og ubelejligt. Fornemmelig skulde vel ogsaa Islands Anliggender bringes paa det Rene, siden saa mange og anseede Mænd derfra vare indkaldte. Det er tidligere viist, at Stemningen her ej var den bedste. Der klagedes endnu stedse over, at Foreningsvilkaarene ikke iagttoges, og nogen formelig Vedtagelse af Hovedpunkterne, Besettelsen af Lagmands- og Sysselmands-Embederne alene med Indfødte, og Udenlandsstevningernes Ophør, havde endnu ej fundet Sted. Da derfor den norske Regjerings Sendebud, Gunnar Raasvein[1], fremstod paa Althinget, for-

  1. Denne Gunnar Raasvein, der, som Annalerne sige, kom tilligemed en vis Jon Murte, maa have været oftere brugt som Sendebud til Island, thi vi erfare af det forhen (IV. 2 S. 599) omtalte Protest mod Biskop Auduns Foretagender, at han ogsaa tidligere var kommen til Island, som Overbringer af en Retterbod. Vistnok antoge vi da, at der sigtedes til Sendelsen i 1319, saasom dette er den eneste Lejlighed, hvorved Gunnar omtales i Annalerne, men ved nærmere Betragtning viser det sig dog, at da han i 1319 kom til