undergik en betydelig Forandring og Tillempning efter de i Sverige bestaaende Forhold. Hertil kom, at Stallare- og Merkesmands-Verdighederne, der ifølge Hirdskraaen skulde medføre Lendermandsret, nu efter Lendermandsverdighedens Ophævelse egentlig ikke længer passede i det øvrige System, og at man derfor har ladet dem blive ubesatte efter de Mænds Død, der beklædte dem under Kong Haakon[1]. Derimod har man maaskee i deres Sted udnævnt en eller flere Hirdstjorer, idetmindste have vi seet (S. 186), at Hr. Agmund Guthormssøn paa Thumn i 1336 kaldtes „Hirdstjore i Viken“. Hans Forretninger sees deels at være en Sysselmand i Districtet, deels ogsaa en Befalingsmands eller kongelig Ombudsmands inden Hirden. Formodentlig var da hans egentlige Hverv at forestaa Hirden, der rimeligviis endog havde sin faste Station i Viken, det være sig nu paa Baagahuus, i Konghelle, i Borg, Oslo eller Tunsberg, hvad enten Kongen var tilstede i Landet eller ikke, og dermed har han da og forbundet en Sysselmands Forretninger i de nærmeste Districter, maaskee saameget mere, som idetmindste den nordligste Deel deraf, Follo med endeel af Oslo Syssel, engang for alle var skjenket til Mariekirken i Oslo, hvis Forstander vel ikke altid kunde undvære den verdslige Hjelp[2]. Formodentlig blev denne Hirdstjore-Verdighed i Landet selv ikke oprettet førend paa den ovenanførte Tid (1335), efterat Kongen selv havde overtaget Regjeringen og erfaret Normændenes Misnøje med hans hyppige og langvarige Fraværelser i Sverige, thi under Formynder-Regjeringen maatte det netop være Drottsetens Sag at varetage hine Forretninger inden Hirden. Derimod have vi seet, at de kongelige Statholdere paa Island nu kaldtes Hirdstjorer; det var ogsaa aldeles nødvendigt, at de beklædtes med Hirdstjore-Verdighed for at kunne skifte Ret mellem de mange haandgangne Mænd, der befandt sig paa Øen, og som ikke ved enhver Lejlighed kunde stevnes over til Norge. De Mænd, der
- ↑ Merkeligt nok er det her at legge Merke til den Forskjel, som der paa det ovenfor anførte Sted af Forordningen af 1303 om haandgangne Mænds Skyldighed m. m., findes mellem Udtrykkene i den længere og den kortere Bearbeidelse; medens hiin, der aabenbart er den oprindelige, siger „saasnart det bliver ham tilsagt af Merkesmanden“, heder det i en anden, der formodentlig er et meget yngre Sammendrag: „saasnart det bliver ham tilsagt af Lagmanden eller Sysselmanden“. Dette er et umiskjendeligt Tegn paa, at Merkesmandens Embede enten var ophørt, da Sammendraget gjordes, eller at det havde tabt sin Betydning.
- ↑ Det er dog forresten nok muligt, at da Hr. Agmund i 1336 bød Lagmanden i Oslo at paadømme en Sag mellem Oslo Nonnekloster og Hovedøens Kloster, var det netop i Vacancen, da der endnu ej var nogen Provst ved Mariekirken; Erling Gullersøn synes nemlig ej at være bleven Provst førend 1337, s. o. S. 148.
