Befalinger, de haandgangne Mænd til at hjelpe Sysselmændene. Det synes, som om der ikke var nogen, noksaa vilkaarlig Befaling, som Kongen ikke paa den Maade skulde kunne faa sat i Verk. I en kraftig Konges Haand maatte denne Magt gjøre ham til Landets uindskrænkede Herre. Men Magnus var af en veegere Natur, og de haandgangne Mænd havde desuden under den lange Formynderstrid vundet en Selvstændighedsfølelse, som bagefter ej saa godt lod sig udrydde, og vi have derfor seet et Parti af dem gjøre ham en Modstand, for hvilken han om ikke ganske, saa dog tildeels maatte give efter. Imidlertid vedblev dog de haandgangne Mænds retslige Stilling uforandret, og om der end fra Tid til anden kunde røre sig hos dem en Selvstændigheds-Aand, saa var dog Forestillingen om deres Lydighedspligt lige fuldt tilstede og kunde i Tidens Løb ikke andet end frembringe hos det hele Folk en Ærefrygt for Kongemagten, der i fredelige Tider og under gunstige politiske Forhold var rosværdig nok og kunde have de bedste Følger, men som under det uheldige Sammenstød af særegne Omstændigheder, der senere rammede Norge, og som gjorde Kongemagten til et blot og bart Redskab i et fremmed Aristokraties Haand, stillede det næsten hjelpeløst lige over for dette.
Det vilde have været ønskeligt, om man ved Hjelp af de endnu fra hine Tider overblevne Brevskaber og Documenter havde kunnet opstille fuldstændige Fortegnelser paa de fornemste kongelige Embedsmænd – Sysselmænd, Gjaldkerer, Fehirder samt Lagmænd – i hvert enkelt af Landets Districter. Thi man vilde deraf bedst kunne see, hvilke Mænd der til enhver Tid var de højest betroede fra Kongemagtens Side, og i hvilke Hænder den største Indflydelse var. Nu lader det sig alene gjøre stykkeviis, og meget mangelagtigt. Men endog kun de ufuldstændige Rækker, som saaledes lade sig opstille, yde dog ikke ringe Oplysning, og i alle Fald bidrage de til at vise, hvorledes enkelte Personer, formodentlig deels paa Grund af deres større Brugbarhed, deels for Indtægternes Skyld, hyppigt forflyttedes fra det ene Embede til det andet, og hvorledes overhoved et Embede sjelden beklædtes længe af een og samme Mand, det være sig nu fordi det var Regjeringens Politik hyppigt at vexle, eller fordi een og anden Embedsmand faldt i Unaade eller maatte vige for en anden, der stod i højere Gunst, eller endelig og fordi han selv ønskede at drage sig ud af det offentlige Liv.
Af Norges fem Fehirdsler var upaatvivlelig Bergens den vigtigste, forsaavidt, idetmindste lige til henimod 1340, de kongelige Indtægter ej alene af Gulathingslagen, men og af Haalogaland med Finmarken og de vestlige Skatlande dertil udbetaltes[1]. Derfor kaldtes ogsaa Jon
- ↑ See herom, hvad ovenfor er anført, S. 249.