indgroet og befæstet, til at det kunde lykkes at faa den ganske afskaffet, og man maa tillige formode, at den ej herskede paa Raumarike alene, men ogsaa andensteds rundt om i Landet. Vi ville i det følgende see Kong Haakon, Magnus’s Søn, fornye det samme Forbud mod Skylde-Veitsler for Østerdalens Vedkommende[1]. Man har saaledes al Grund til at antage, at det heller ikke der frugtede stort. Man fristes ogsaa til at formode, at Lagmanden paa sine Reiser har fordret om ikke lige saa meget, dog altid noget, især da en Forordning af Kong Magnus, hvis hele Indhold og Udstedelsestid man forøvrigt ikke kjender, bestemmer, at Sysselmændene skulle ride om selv femte, og Lagmændene selv tiende, altsaa med talrigere Følge end Sysselmændene[2]. Saadant maatte da ogsaa for dem lede til Forøgelse af Indtægter, foruden hvad de havde i den dem af Kongen tillagte aarlige Indtægt, der efter de Tiders Brug bestod i Landskylden af særskilte til Lagstolen henlagte Gaarde, hvilken Indtægt ved Forordningen af 1308 var forøget til det dobbelte ved Fastsettelsen af Lagmands-Tolden (s. o. IV. 2. S. 484)). Om Maaden, hvorpaa Sysselmændene indbetalte de af dem opkrævede kongelige Indtægter, giver vel Kong Magnus Haakonssøns i Hirdskraaen optagne Bestemmelser af 1273 og 1274 temmelig nøjagtig Oplysning, forsaavidt Ledingen eller Visøren og Landskylden angaar; den skulde aarligt indbetales til Fehirderne[3]. Derimod maa man formode, at Sagøren eller Sagefaldet, som Loven i de fleste Overtredelsestilfælde tilkjendte Kongen, ogsaa for en Deel er tilfaldt Sysselmanden, om end Loven ikke udtrykkeligt foreskrev nogen Deling, thi man seer, at Kongen stundom bortforlenede Sagefaldet af visse Slags Sager[4], og at Sysselmændene i Liqvidation for Bøder modtog Jordegods, der synes at være blevet deres egen Ejendom[5]. Vist er det, at Sysselmands-Embederne maa have været meget indbringende, ligesom man ogsaa af den nysanførte Over-
- ↑ See Kong Haakons Retterbot for Østerdalen af 22de Febr. 1358, D. N. VI.
- ↑ Udateret Retterbot i Norges gl. L. III. S. 194, No. 107. Foruden Lagmænd og Sysselmænd nævnes her Biskoper og Officianter, der skulde ride hiin selv 13de, denne selv 8de. Det er ellers ikke ganske sikkert, om det er Kong Magnus Erikssøn og ikke Kong Magnus Haakonssøn, som her menes. Man skulde i første Tilfælde snarest antage, at denne Bestemmelse er omtrent samtidig med den næste tilsvarende af 1335, see ovf. S. 190.
- ↑ Norges gl. L. II. S. 429, 430.
- ↑ Som f. Ex. da Kong Haakon gav Hr. Paal Erikssøn Fjerdedelen af alle Aleigemaal, Thegngilde, Brevebrud og Fredkjøb i Elvesyssel, hvilket Regjeringen bekræftede 9de April 1320, D. N. I. 161.
- ↑ See Brev fra Vaagen af 8de Mai 1322, indeholdende Vidnesbyrd om, at Helge hvasse betalte Hr. Erling Vidkunnssøn i Sagøre 1 Spannsleje Jord i Sandtorg, Dipl. N. I. 163.
