i dette samme, eller i det følgende Aar, kom tilbage til Island, medbragte han, som det udtrykkeligt siges, Kongebrev, og reiste siden om i Landet, modtagende Troskabs-Eed paa Kongens Vegne[1]: altsaa gjorde man nu ingen Vanskelighed ved at aflegge denne. Mere er os ikke opbevaret eller antydet om de i Bergen ved denne Lejlighed afgjorte Regjeringssager, men usandsynligt er det ej, at Hertuginden idetmindste har forsøgt at faa sig overdraget noget større Myndighed, end Bestemmelsen om Rigsstyrelsen egentlig hjemlede hende. Siden blev Hallvard indviet til Biskop paa Hamar, formodentlig paa St. Hansdag, eller den paafølgende Petersmessedag[2], og nu skred man til Concilforhandlingerne, der gik saa raskt, at man allerede den 9de Juli havde faaet de vedtagne Statuter redigerede og bekræftede under de syv forsamlede Biskopers Segl. Disse Statuter ere i kirkeligt Henseende ej uvigtige; i Rigets almindelige Forhold gribe de dog ej synderligt ind. Vi kunne af dem alene merke følgende: Alle af tidligere Biskoper ulovligt paalagte Bannsstraffe, Suspensioner og Interdicter ophævedes, medens forresten deres Forordninger om Troens Befestelse m. m. skulde staa ved Magt. Enhver Klerk, der hjalp Nogen imod den hellige Kirke til Forringelse af dens Frihed, skulde ved denne blotte Handling være suspenderet fra Embede og Indtægt, ligesaa enhver Klerk, der ved at underkaste sig nye Paaleg eller give sig under Lægmands Vold krænkede Geistlighedens Privilegier. Enhver Prest eller Klerk inden de hellige Grader skulde afholde sig fra Frilleliv, under Straf af fire eller to Merker, hvis han herefter holdt Frille i een Maaned, det dobbelte, hvis han holdt hende fjorten Dage derefter, og sit Beneficiums Fortabelse, hvis han endnu holdt hende i ti Dage. Presterne skulde undervise sine Skriftebørn i hvorledes de retteligen skulde gaa til Skrifte. Ingen Prest skulde betjene anden Prests Sognefolk uden Fornødenhed, under 3 Merkers Bod. Enhver skulde i Regelen begraves ved sin Sognekirke; kun naar han frivilligt havde valgt sig Lejested ved en anden Kirke: da skulde han vel begraves ved denne, men hans Sogneprest dog have Fjerdedelen af Offeret. Enhver Prest, der overbevistes om at have lokket eller overtalt en anden Prests Sognemand til at velge sig Gravsted ved sin Kirke, skulde føre Liget tilbage til den Dødes Sognekirke med alt Offeret, og Kirken, hvori det begroves, være under Forbud, indtil Sognekirken havde faaet sin fulde Ret. Ingen Prest maatte bortbytte eller afhænde noget af det Gods eller den Indtægt, der laa
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/47
Denne siden er korrekturlest
29
1320. Biskopsmøde i Bergen.
