Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/470

Denne siden er korrekturlest
452
Magnus Erikssøn.

Sag med Curien og erhverve den fornødne Besked. Hvo denne eller disse Sendebud var, erfares ikke, men man skulde næsten antage, at hiin anseede islandske Prest, Sira Einar Havlidessøn, var een af dem, eller idetmindste i Følge med dem, thi det berettes om ham, at han om Vinteren drog til Curien og blev i Avignon ni Dage, hvorfra han efter at have opholdt sig nogen Tid i Paris reiste tilbage til Norge og kom saa betimeligt, at han allerede i det følgende Aar (1346) kunde drage ud igjen til Island[1]. Heller ikke erfares der, hvorvidt den norske Geistligheds Forestillinger udvirkede nogen Lettelse. Meget mere bleve Byrderne forøgede, thi ved Skrivelse af 12te December 1345 til alle Erkebiskoper, navnlig ogsaa til Nordens, blev Tiden af tre Aar, i hvilken Tienden skulde svares og Korset prædikes, endnu udvidet til to Aar mere, og det som om aldeles ingen Forestillinger havde været gjorte. Vi ville desuden ogsaa idet Følgende see, hvorledes den der blev inddreven med Strenghed og indbragte et temmelig betydeligt Beløb[2].

41. Kongens nye Løfter til den svenske Almue. Hans Besøg i Norge 1346.


Hvad der holdt Kongen saa længe tilbage i Sverige, var formodentlig deels de Vanskeligheder, han stødte paa ved Revisionen af Kronindtægterne og Ordningen af Frelsemændenes Skattebyrder, deels og Forhandlinger angaaende den af ham paatænkte Fælleslov for Sverige, hvorom mere i det følgende. Han maa dog i Førstningen have haft et Haab om, at alle disse. Sager vilde kunne lade sig nogenledes ordne, thi vi see, at han i Begyndelsen af 1346 virkelig vovede at forkynde for den svenske Almue, at den herefter ikke skulde blive saa haardt betynget som før. Han holdt nemlig i Ljodhuus, i Begyndelsen af Februar[3], et nyt Møde med de ypperste af sine Raadsherrer og fik her, som han siger, disse til eenstemmigt at godkjende visse Tilsagn og Bestemmelser, som han siden lod udgaa under sit Navn. Han lovede nemlig højtideligt for Eftertiden ikke at ville betynge sine Undersaatter ud over sine lovlige Rettigheder, undtagen det skulde hende, at ydre eller indre Fjender, Russer og Hedninger, paaførte Riget Krig, eller han bortgiftede noget af sine Børn, eller reiste om paa Retterthing, eller i noget andet Undersaatternes Vee og Vel berørende Erende, hvor-

  1. Isl. Annaler, Udg. S. 270.
  2. Clement. VI. Regest Commun. An. IV. l. 3. fol. 142.
  3. I Brevene fra Akershuus, hvor Mødets Beslutning meddeeltes, heder det nemlig, at disse udstedtes „efter eenstemmig Beslutning af vore ypperste Raadsherrer i Sverige, der samledes med os før Mariæ Renselsessest (Kyndelmisse) i Ljodhuus“. Altsaa var det og under dette Møde, at Kongen udstedte det nysanførte Gavebrev til Dronning Blanche af 1ste Februar.