ved han dog skulde gjøre sit Bedste for at falde dem saa lidet til Byrde som muligt, og Landskabets Biskop skulde med sex Riddersmænd og sex Bønder bestemme de nødvendige Bidrags Størrelse. Derhos bestemtes det, at de, som formedelst Armod paa Grund af tidligere Skattebyrder havde forladt sin Arvegaard og Grund, men nu ønskede at bosette sig der igjen, skulde, saafremt dette skete inden et Aars Forløb, i hele sex Aar ikke ulejliges med andre Udredsler, end hvad der behøvedes til Kongens personlige Udgifter og den fra gammel Tid vedtagne Transport, kaldet Huusførsel; alt dette lovede han skulde samvittighedsfuldt iagttages af ham og hans Efterfølgere, med Tilsidesettelse af alle slette og skadelige Skikke. At han til denne Lettelse, som han saaledes søgte at skaffe Almuen, fornemmelig tænkte paa den tilsvarende Tilvext af Indtægter, han kunde faa ved den bedre Ordning af Frelsevæsenet og Indskrænkning af det skattefri Gods, som det laa i hans Plan at iverksette, er umiskjendeligt, men derfor kan det heller ikke ganske have været med deres gode Vilje, at Raadsherrerne samtykkede deri, og dette bliver end sandsynligere, naar vi see, at Kong Magnus strax efter reiste til Norge, og først efter nogle Ugers Ophold her bekjendtgjorde hine Ljodhuus-Beslutninger fra Akershuus, den 7de og 9de April[1], med en Indledning, der udtalte den inderligste Medynk med Almuens Lidelser, og om ikke i udtrykkelige Ord, saa dog i kjendelige Hentydninger veltede Skylden derfor fra ham og paa dem, der i hans Mindreaarighed og senere havde haft Magten. „Det er en Konges Pligt“, siger han her, „at tænke paa sine Undersaatters bedst mulige Fremgang, saaat de baade kunne have Fred og nyde sit eget uhindret; vi have derfor Medlidenhed med Eder over de Lidelser og Byrder, I have undergaaet; vi kunne ikke tilbagekalde dem i Erindringen uden Hjertets Bitterhed, og vi bede for Guds og vor indstændige Bøns Skyld, at det maa vorde os tilgivet; Gud den almegtige veed, at vi hverken af Ærgjerrighed eller af Forfængelighed, men alene ved de store Vanskeligheder, vi lige siden vor Tronbestigelse have haft, ere blevne nødsagede til sligt. Giv det blot var Eder givet at kjende og forstaa tilgavns alle vore haarde Plager, hvormed vi uundgaaeligt have været hjemsøgte: dette og andet give vi Gud, der styrer Alt, og hans herlige Moder i Vold, ydmygt anraabende deres Barmhjertighed, at vi kunne styre til deres Ære og Eders Vel“. Kongen ankom til
- ↑ Der findes tre ligelydende Exemplarer af denne Kundgjørelse, en for Uppsala, en for Strengnes og en for Linkøping Diøceser, de to første udstedte 7de, det sidste 9de April 1346; man kan ikke tvivle om, at der ogsaa har været udstedt Exemplarer, nu tabte, til de andre Biskopsdømmer. Jvfr. Lagerbring, 3die D. S. 376.
