Fremmede maatte selge sine Varer i Smaat eller drive Landprang eller Forprang; at ingen udenlandske eller indenlandske Mænd maatte faa Borgerskab i Oslo uden med Raadsmændenes og Gjaldkerens Samtykke, at alle Indbyggere i Oslo skulde være under een Ret, hvad Mand han saa ellers var, med flere andre mindre Bestemmelser, alt under Brevebrudsstraf for hver den, som brød nogen af dem. Men denne Forordning, der siges at være indseglet i Kongens egen Nærværelse, havde sikkert, ligesom de øvrige med samme Tillæg fra denne Tid, ikke andet Indsegl end hans Secret, medens Storseglet fremdeles blev hos Cantsleren, thi denne nævnes ikke i hele Brevet, og det kunde næsten endog synes, som om Bestemmelsen, at alle i Oslo skulde være under een Ret, maatte være den fornemme Cantsler, som endnu havde beholdt Lendermands Rang, mindre behagelig. Testamentet, som Kongen og Dronningen gjorde i Ljodhuus, og som besegledes til Vitterlighed af Erkebiskop Heming, tre andre Biskoper, 14 verdslige Raadsherrer, som altsaa maa have været tilstede[1], indeholder intet særdeles merkeligt, uden disse to Puncter, først at al den Gjeld skulde betales, som de havde paadraget sig til Sveriges og Skaanes Gavn og Vern, dernæst, at da Kongen var forbunden til at gjøre et Tog mod Guds Uvenner, skulde hans Testament-Fuldbyrdere, om han døde, sende hundrede veludrustede Mænd paa hans Efterladenskabs Bekostning i dette Erende, hvor de bekvemmeligst kunne komme mod Guds Fjender. Heraf maa man vel slutte, at han paa Pavens Opfordring havde taget Korset. Formodentlig var det dog nok hans Hensigt, hvis han selv kom til at opfylde dette Løfte, da kun at gjøre det ved et nyt Tog til Rusland, og dette bestyrkes deraf, at han, til at bestride alle Udgifterne baade herved og ved de øvrige Udtellinger, anviiste samtlige Indtægter af Finland, „Skatter, Ruugkjerven, Falkelejet“ o. s. v. Men det ligger i Sagens Natur, at Testamentet intet nærmere herom kunde indeholde. Kongen tænkte forresten virkelig ogsaa paa at foretage eller lade foretage en Pilegrimsreise til selve den hellige Grav med hundrede Mand, saaledes som det kan sees af de Ansøgninger, han i det følgende Aar sendte til Paven, hvorom nedenfor. Fra Ljodhuus reiste Kongen atter nordover[2] og var i Tunsberg den 22de Juni[3], men hvad han der udrettede, og hvad der var hans Hensigt med Frem-
- ↑ Testamentet er dateret 1ste Mai og aftrykt i „Handl. rör. Skand. historia“, T. 12. S. 3–37. Kongen sees her ogsaa at have betænkt udenlandske Kirker, navnlig Rocamadour (s. o. IV. 2. S. 555), Aachen, Sant Jago o. fl.
- ↑ Han var i Ljodhuus endnu den 3die Mai ifølge et Brev i det svenske Rigsarchiv.
- ↑ See ovf.; det af ham her udstedte Brev er kun en Bortstjenkelse af et lidet Grundstykke i Oslo til en Kolbjørn Thorleifssøn.
