der ikke kunde ønske, at et saa fast Punkt, som sikkrede Overgangen over Ethra-Aa til Nordre-Halland, skulde være i hans Halvbrødres Hænder[1]. Skade, at vi vide saa lidet om denne vigtige Sag, saavelsom om Kongens Moder, Hertuginde Ingeborgs Stilling, efterat Sønnerne havde naaet Myndigheds-Alderen. Hun kaldte sig endnu i samme Aar og fremdeles „Hertuginde i Sverige, Halland og Samsø“[2], og har formodentlig mestendeels opholdt sig der i Egnen, for hvilken ogsaa Kong Magnus maa have haft en vis Forkjærlighed, siden han lod sine i en spæd Alder afdøde Børn begrave ved Aas Kloster i Nordre-Halland og tillagde det Indtægter og fordeelagtige Privilegier[3].
Kong Valdemar anvendte de erholdte Penge og den nys erhvervede Fredstilstand paa en heel besynderlig Maade, idet han, maaskee for at opfylde et Løfte man havde maaskee endog taget Korset), endnu i December Maaned samme Aar drog over Lübeck til Marienburg, i Følge med Hertug Erik den yngre af Søren„ og en heel Deel Adelsmænd, først, som det heed, for at stride mod Littauerne, og siden, da der for Øjeblikket ikke var nogen Krig med dette Folk, videre lige til Jerusalem, uden engang at indhente pavelig Tilladelse dertil, hvilket i hine Tider var nødvendigt, da man ellers blev sat i Bann. Han forrettede sin Andagt ved den hellige Grav og blev her slaaet til Ridder af Hertug Erik, hvorefter han igjen slog flere af sit Følge til Riddere. Han var hjemme i Danmark igjen allerede ved St. Hansdags-Tider 1347 og søgte strax ved Curien om Absolution for sig og sit Følge, „da de havde foretaget Reisen alene af Fromhed, og ej af Foragt for de hellige Nøgler“. Paven bevilgede ham strax (11te September 1347), hvad han forlangte, og overdrog Biskopen af Roeskilde at meddele Absolutionen[4]. Det
- ↑ Beretningen om Falkenbergs Nedbrydelse findes i det med 1415 sluttende Chronicon, Scr. R. D. I. 387, Scr. R. Sv. I. 58. Hvitfeldt (S. 493) har den besynderlige Fortælling, at det skete ved „Hertug Erik i Sverige, der fortykte, at Hr. Bent Algutssøn skulde det indehave“. Dette er en fuldkommen Anachronisme. At Throne Peterssøn forflyttedes til Vardberg sees af Brev af 18de Juni 1349, Orig. i det svenske Rigsarchiv. Falkenberg ligger vel paa den nordlige Bred af Sæm, men regnedes dog til Sønderhalland, som man seer deraf, at Sigvid Ribbing var Høvedsmand der. Maaskee har dens Beliggenhed givet Anledning til Tvist om, hvem det skulde tilhøre, og Striden er bleven afgjort derved, at Befæstningerne raseredes.
- ↑ Brev af 10de December 1346, Dipl. N. I. 300.
- ↑ Dette vil sees af hans strax nedenfor omtalte Ansøgning til Paven.
- ↑ Der har været megen Strid om Aaret, naar denne Reise fandt Sted, see Suhm, XIII. S. 127, fg., men at 1347 er det rette Aar, skjønnes deels af de forskjellige, nu bekjendte Breve, der vise, at Valdemar hverken i 1345 eller 46 (til hvilke Aar enkelte henføre Reisen) var saa længe borte fra Norden, at han i den Tid kunde have været i Jerusalem, deels af det pavelige Abso-
