Gunst, thi han gav virkelig sit liigt og overlod Udferdigelsen af Brevet derom til sin Cantsler, dog rigtignok kun forsaavidt en Bekræftelse kunde gives uden at have hørt den anden Part[1]. Men uheldigviis have vi ikke den egentlige Skrivelse, som i den Anledning udferdigedes, og vi erfare saaledes ikke, hvad den pavelige Cantsler har bestemt sig til. Man maa næsten formode, at han ikke har vovet at give nogen ubetinget Bekræftelse, og at Sagen saaledes kom til at henstaa som før.
De øvrige Andragender angik forholdsviis mindre vigtige Anliggender, men det er dog ikke uden Interesse at kjende dem, fordi man deraf seer, hvad det især laa ham paa Hjertet at udvirke af Paven, ligesom og hvorledes Sager, der vedkom det ene Rige, ved saadanne. Lejligheder af Kongen ganske sloges sammen med dem, der vedkom det andet. I den Orden, hvori Andragenderne findes opstillede i det Paven til Resolution forelagte Sammendrag[2], ere de følgende: a) at da Kongen paa Grund af sin særdeles Hengivenhed for den hellige Jomfru dagligen lader Messe synge til hendes Ære, og saa ofte det er muligt, med Musik (cum nota), bedes Paven at forunde enhver, der med sand Anger og Bekjendelse overværer denne Messe i Kongens Nærværelse, Indulgens paa hundrede Dage, eller saalænge det maatte behage Hans Hellighed;“ b) om Bekræftelsen paa Erhvervelsen af Skaane m. m., saaledes som ovenfor nævnt; c) at da Kongen har beriget Aas Cistercienserkloster i Halland med visse Indtægter, Privilegier og Hedersbeviisninger, samt ladet sine Børn begrave der, og overhoved bærer stor Hengivenhed for samme Kloster, vilde det behage Paven at bekræfte samme Privilegier, hvoraf Gjenparter medfulgte, da man ikke vovede at sende Originalerne den lange farlige Vej[3]; d) at det maatte tilstedes Kongen ved enhver Kathedralkirke i sit Rige een Gang at udnævne og ifølge apostolisk Autoritet at præsentere to Personer, hvoraf den ene skulde have en højere geistlig Verdighed, den anden et Canonicat eller en Præbende; e) at Kongen og Dronningen hver for sig maatte kunne velge sig en Skriftefader, der, naarsomhelst det behøvedes, kunde absolvere og dispensere dem i Tilfelde, ellers reserverede for det pavelige Sedes egen Absolution og Dispensation; f) at saasom Kongen allerede har faaet sig bevilget, at saa ofte som der holdes Prediken i Kongens Nærværelse, Predikanten, hvis han er Biskop, kan meddele et Aars, hvis han er af ringere Grad, 60
- ↑ Den pavelige Resolution lyder Ord til andet saaledes: Fiat par Cancellarium, si fuerint parte non vocata confirmanda.
- ↑ Dette Sammendrag findes indført i Regest. Supplic. Clement. VI. ann. 6. post. 2. fol. 64–65.
- ↑ Dette Aas Kloster kaldes i latinske Breve Asilum. Stedet kaldes endnu „Klostret“ og ligger i Viskerdalen ved Klosterfjorden.
