dighed havde han tilsidesat, og forsømt sit Embede, ved at hengive sig til støjende Jagtfornøjelser m. m.; han havde undladt at holde Styr paa sine Undergivne, hvoriblandt der vare Afgudsdyrkere, Troldmænd, Kjettere o. a. d., og blandt sit Tyende havde han holdt aabenbart Bannsatte. Dette vare Hovedbeskyldningerne, der bevirkede, at Erkebiskopen – ved et Brev, udstedt 17de Juli, suspenderede ham fra Biskopsgodsets – Bestyrelse. Fremdeles havde Viljam vovet at lade Chorsbroderen ved hans egen Kirke, Engelbrecht Lyning[1], hvilken Erkebiskopen havde sendt derhen for at høre om Rumaskatten, fængsle og frataget ham hans Præbende og alle hans Ejendomme, hvilke han endnu havde i Besiddelse, trods Erkebiskopens Advarsel. Og af Rumaskatten havde han nu beviisligt i femten Aar, ligefra sin Tiltrædelse, hemmeligt tilegnet sig hvert Aar 3 Mk. altsaa nu henved 53 Mk. I Anledning heraf erklærede Erkebiskopen ham ved et nyt Brev af 28de Juli suspenderet fra Biskops-Embedet og forpligtede ham til inden tre Maaneder under Banns Straf at erstatte de 53 Mk., saavelsom til at gjengive Engelbrecht hans Præbende m. m. Endelig havde Viljam, da den føromtalte Hr. Ragnvald Aslakssøns Frue Ragnhild døde under hans og hendes Ophold paa Orknøerne, ikke villet tillade Manden at føre hendes Liig til Nidaroos for at begrave det i Christkirken (formodentlig i den ovennævnte af ham indrettede Stuke), hvor hun dog selv forhen i Erkebiskopens Overvær, og nu atter paa sin Dødsseng havde kaaret sit Lejested, men holdt det tilbage paa Orknøerne, hvorfor nu Kirken paa Orknø (aldeles overeensstemmende med det nys vedtagne Concilbestemmelse) var falden under paveligt Forbud. Herom udstedte Erkebiskopen et tredie Brev af 29de Juli, hvorved han tilpligtede Viljam paa egen Bekostning at lade Liget føre til Nidaroos inden næste St. Hansdag og tilbagegive hvad han derfor havde oppebaaret, under Straf af Suspension fra Indgang i Kirker, forbeholdende sig desuden yderligere at straffe ham for hans Ulydighed. Viljam var formodentlig, efter Navnet at dømme, som de fleste fornemmere orknøiske Geistlige allerede paa den Tid, skotsk af Fødsel og Opdragelse, og vant til at leve paa den frie og verdslige Maade, som var almindelig blandt Prælaterne i en stor Deel af det vestlige Europa, navnlig Skotland, hvor Tøjleløshed nu og endnu meget længere ned i Tiden hørte til Dagens Orden baade blandt geistlige og verdslige Mag-
- ↑ Denne Engelbrecht, hvis Navn synes at betegne ham som Tydsker – maaskee som Slægtning af den Engelbrecht Lening den Gamle, der ved 1309–11 var en af Vintersidderne i Bergen, see ovenfor IV. 2. S.582 fg. – nævnes i et paveligt Provisionsbrev af 21de October 1329, hvormed der overdrages ham et Canonicat paa Katanes, som Chorsbroder i Orknø. Regest. Johann. XXII. An. XIV. p. 1. ep. 522.
