mere end almindelig forekommende mod Høvdingerne og uddeelt Titler i større Mængde, end ellers, for at vinde dem og stemme dem des gunstigere for sine Krigsplaner.
Dagen, hvortil Mødet i Oslo var bestemt, vides ikke, men af enkelte under det udstedte Brevskaber sees, at det afholdtes ti Løbet af Februar. Som tilstedeværende nævnes Erkebiskopen, Biskop Hallvard af Hamar og Biskop Salomon af Oslo, Arne Aslakssøn (Cantsleren), Hr. Erling Vidkunnssøn, Hr. Jon Hafthorssøn, Hr. Ivar Agmundssøn, Hr. Agmund Guthormssøn, Hr. Borgar Anundssøn, Hr. Ulf Saxessøn, Hr. Guthorm Erikssøn, Hr. Thorgils Smidssøn, Hr. Sigurd Hafthorssøn, Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Orm Eysteinssøn, Olaf Alfssøn, Thrond Krakessøn og Gunnar Hviit. Men da disse kun tilfældigvis nævnes som Medudstederne af den Dom, hvorom der her strax efter vil blive handlet, er det heel rimeligt, at ogsaa flere vare tilstede. Saaledes kan det gjerne være, at Biskoperne fra Island var der, hvilke netop var komne til Norge Aaret forud[1], som det i det Følgende vil sees. Kongens Hovedhensigt med dette Møde var formodentlig at gjøre en endelig Aftale om den Krig, som han havde fore, og at der har været tilsagt ham nogen Hjelp fra Høvdingernes Side maa sluttes deraf, at nogle af disse idetmindste senere fulgte ham i Feldten[2], og at han endnu samme Aar havde Leding ude fra Norge. Men desverre savnes enhver Efterretning om disse Forhandlinger. Desforuden seer man, at den Sag, der allerede længe havde ligget Kongen saa meget paa Hjertet, Ordningen og Forbedringen af hans Indtægter, var paa Bane. Der blev saaledes af de nysnævnte Høvdinger paa kongelig Begjering afgjort ved Dom, hvorledes Almuen paa Hedemarken og Raumarike skulde udrede sin Visøre og Leding til Kongen. Han fordrede nemlig, at de skulde erlægge den i det saakaldte forngilde Øre, det vil sine, at de Mark, Øre, Ertoger eller Peninger, hvortil enhver Gaard stod ansat i Skat, skulde betegne Penge af den Gehalt, som Mynten havde i det foregaaende Aarhundrede, da tre Mk. i indenlandske myntede Penge svarede til een Mark brendt Sølv, medens Almuen, som man kan skjønne, vilde dermed alene have den nu omløbende Mynt betegnet, i hvilken Forholdet mellem brendt Sølv og myntede Penge var som 5 til 1. Almuen fra de nævnte Fylker blev indstevnet til Oslo for at svare for sig og sendte vel, som sedvanligt ved slige Leiligheder, sine Fuldmægtige. Kongen anmodede de nævnte Herrer om at træde sammen i en Dom og, efter at have hørt hvad
