Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/506

Denne siden er korrekturlest
488
Magnus Erikssøn.


Hr. Israel Byrgessøn, Lagmand i Uppland, til sin Generalembedsmand for Sverige i Johan Christinessøns Sted[1]. Strax efter Pints (8de Juni) drog han afsted med en betydelig Styrke[2]. Da han var kommen til Bjørkø ved Indseilingen til Viborg, sendte Novgoroderne flere anseede Mænd, hvoriblandt den nysnævnte Tysiatskoj Abraham og Kosma Tverdislavitsh, allerede bekjendt af den forrige Fredsslutning, (see S. 246) til ham for at underhandle, dog blev Abraham tilbage i Orechovetz (Nøteborg) efter Anmodning af Besetningen. Magnus fordrede paany, at

    Nøteborg) ved St. Hansdags-Tider, og indtog den efter 6 Ugers Forløb (altsaa ved 6te August), og drog derpaa hjem, men at Russerne siden ved Fastelavnstider (strax efter 22de Febr.) 1349 tog Borgen tilbage. Fremdeles haves c) nogle kortere danske og svenske Annaler Scr. Rer. Dan. V. 532 fgg. samt Scr. R. Sv. I. 61 fgg. Her staar der for 1348, at Kong Magnus med en talrig Hær drog til Rusland og overvandt Pekensaari, hvorhos der i den Bearbeidelse af de visbyske Minoriters Chronicon, der findes i Scr. R. D. I. 251 fgg. findes følgende Notits (S.258), der er udeladt i den Bearbeidelse af samme Diarium, der findes i Scr. R. Sv. S. 32–39: „Merk, at i 1340 sat dette er Skrivfejl for 1348 sees strax) gjorde Kong Magnus med en veldig Hær et Indfald i Rusland og indtog Pekensaari samt endeel af Landet, men i det følgende Aar indtog Russerne Borgen og dræbte Besætningen. Da forlod ogsaa St. Birgitta Sverige og drog til Rom“. Endelig have vi i de isl. Annaler (Udg. S. 276, 284,) der udtrykkelig omtaler to Tog, som Kongen gjorde til Rusland, et i 1348 og et i 1350–51.

  1. Hr. Israel kaldes nemlig Officialis generalis i det nys citerede Brev fra Liduhavn af 4de Juni. I St. Birgittas Revelationes (VI. 95) staar der, som vi allerede ovenfor har antydet, at „en højbyrdig Stormand i Sverige, ved Navn Hr. Israel, anmodedes paa det ivrigste af Kongen om at paatage sig Rigets Styrelse, men vægrede sig, da han heller vilde gaa mod Hedningerne og dø for den sande Tro; at St. Birgitta overtalte ham til at paatage sig Embedet for denne Gang, trøstende ham med, at Guds Moder paa en anden Maade nok vilde føre ham til sig, hvilket og skete, da han nogle Aar senere drog ud mod de Vantro og døde i Riga. Herved sigtes til Kongens andet Tog, hvori Hr. Israel deeltog, som det vil sees af det vigtige Gjeldsdocument af 19de Marts 1351, hvorom der i det følgende vil blive handlet.
  2. Man skulde tro, at Kong Magnus i Mai 1348 havde foreløbigt været i Finland for at ordne et og andet, naar man hos Dalin, Sv. Hist. S. 48, finder et Brev citeret under Datum Aabo Fredag før Philippi og Jacobi Dag (25de April) 1348. Men i Porthans Noter til Juustens Biskopskrønike S. 272 staar det og citeret, og Dateringen lyder der „Datum Abo in Curia nostra Ørebro &c, hvor det er tydeligt, at „Abo“ er indkommet ved en Skrivfejl, og at Brevet er udstedt fra Ørebro. Ellers er der en anden mistænkelig Omstændighed ved dette Brev, at Dagen, den 25de April, ikke ligefrem er betegnet „St. Marcus’s Dag“; det kunde nok derfor være muligt, at det henhører til et andet Aar. Et andet Brev, som Dalin sammesteds citerer, S. 488, Note, er ogsaa fejlagtigt dateret fra Kunio i Finland d. 10de Febr. 1348, thi paa den Tid var Kongen, som vi have seet, i Norge. Hvis man kjendte Originalens Betegnelse af Dagen, vilde Fejlens Oprindelse formodentlig kunne paavises.