Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/508

Denne siden er korrekturlest
490
Magnus Erikssøn.

kelte Nordmænd – bleve nedhuggede, og kun nogle faa gjorte til Fanger for at benytte dem til Udvexling mod de Gisler, Kong Magnus havde taget med sig. Derpaa gik det ud over de stakkels Kareler og Ingrer, der bleve frygteligt straffede for deres Frafald; nogle bleve nedsablede, andre hængte paa Træer, andre lod man sønderrive af vilde Hunde, eller aflivede dem ved forskjellige andre Piinsler. Det forstaar sig, at de bleve tvungne til at vende tilbage til den græske Tro[1]. Siden gjorde Russerne et Herjetog lige op til Haalogaland, som herjedes med Ild og Sverd lige til Bjørkø[2]. Imidlertid havde Pleskoverne ogsaa slaaet Angrebet fra Estland tilbage, indtaget en Borg, som de tydske Herrer havde anlagt ved Narova, og dræbt Besetningen. Saa heldigt som dette Tog var begyndt, saa uheldigt var det derfor i.sine Følger baade for Sverige og Norge. Man maa formode, at Skylden for det forhastede Tilbagetog ej saa meget laa hos ham, som hos Herrerne, der fulgte ham paa Toget. Han selv brendte af Begjerlighed efter at tage Hevn over de grumme Fjender, men vi ville snart see, hvorledes en megtigere Haand end Menneskernes hindrede ham deri og frembragte en nødtvungen Stilstand i alle Krigsforetagender.

45. Kong Magnus’s Besøg i Norge 1349. Hans Forhandlinger med Danekongen og dennes saavelsom Hertugs Albrechts falske Spil med ham.


Man veed ikke nøiagtigt, naar Kong Magnus kom tilbage til Sverige fra sit finske Tog i 1348. Muligt, at han, som et enkelt Brev antyder, opholdt sig i Aabo, endnu i September, medens Russerne alle-, rede havde begyndt at blokere Nøteborg. Han kan dog neppe have dvælet der længe. I November var han i Uppland og Stockholm, hvor han maaskee ogsaa har tilbragt Julen[3], men strax derefter maa han have ( tiltraadt en Reise til Norge, thi han var i Oslo den 22de Februar 1340. Hvad hans Hensigt var med denne Vinterreise til Norge, angives ingensteds. Formodentlig var det fremdeles nogle Finantsspørgsmaal, især angaaende Pavetienden af de kongelige Capeller, hvilken Sag i alle Fald ivrigt beskjeftigede ham, som vi strax ville see. Erkebiskop Arne, hvem Paven havde betroet Hoved-Indsamlingen, lader til at have taget sig denne Sag meget ivrigt og lige fra Slutningen af 1348 at have reist

  1. Saaledes fortælles der i Pavens Bulle, naturligviis efter Beretninger fra Sverige. Raynaldi Annales VI. T. 16 p. 324.
  2. Isl. Annaler, Udg. S. 280.
  3. Man har i det sv. Rigsarchiv Breve fra ham dat. Vaala i Uppland den 9de og Stockholm den 30te December.