om i Viken og paa Oplandene, neppe i andet Erende end dette[1]. Det falder da næsten af sig selv, at Erkebiskopen, naar han først var paa de Kanter, ogsaa indfandt sig hos Kongen. Men vi erfare desuden udtrykkeligt, at denne virkelig havde en Sammenkomst – der rimeligst maa have fundet Sted i Oslo – med Erkebiskopen, Biskop Salomon af Oslo og Biskop Hallvard af Hamar angaaende Pavetienden. Klerkerne ved de kongelige Capeller havde nemlig klaget over, at Tiende-Indsamlerne utilbørligen forfulgte dem med Krav og Trusler om kirkelige Tvangsmidlers Anvendelse, naar de ej vilde betale Tienden, hvortil de ikke ansaa sig forpligtede, og Kongen var af samme Mening, idet han holdt for, at det pavelige Tiendepaaleg alene gjaldt Indtægter af Beneficier, som udelukkende kunde kaldes kirkelige, og hvis Besiddelser saa fuldstendigt tilhørte Kirken, at ingen anden havde noget over dem at sige, medens derimod de Ejendomme, som Kongerne havde skjenket til sine Capeller, blot tjente til Incumbenternes Lønning, og disses Raadighed derover kun var Nyttesbrugen (ususfructus), saa længe de tjente, medens den virkelige Ejendomsret med Myndighed til at afhende og bytte fremdeles forblev hos Kongen og Norges Krone, hvad ogsaa de kongelige Stiftere oprindeligen havde forbeholdt sig. Ligeledes var det udtrykkeligt betinget, at ved Befordringer til eller Afsettelse fra disse kongelige Beneficier skulde hverken de sedvanlige kanoniske Regler gjelde, eller Forfremmelsen til Prælaturer skee ved Valg, men alt skee efter Kongens Forgodtbefindende, da Kongen indsatte disse Klerker mere, som om det var verdslige Embedsmænd, til Bistand i sine Forretninger m. m. Af alle disse Aarsager forbød han udtrykkeligt sine Klerker at svare nogen saadan Tiende, og om denne sin Hensigt underrettede han mundtligt hine fire Biskoper, da de vare hos ham[2]. Hvad de hertil svarede, vides ej med Vished, men hine Grunde, der upaatvivleligt have været udtænkte af Cantsleren, maa vel have forekommet dem temmelig uimodsigelige, idetmindste ville vi see, at Kongen strax efter høitideligt gjentog sit Forbud. Under Erkebiskopens Ophold i Norge var det vel og, at Kongen udstedte et nyt Varnadarbrev for Nidaroos Kirke, dens Klerker og Tjenestemænd, dateret fra Oslo den 27de Februar 1349[3]. Man erfarer fremdeles, at Kongen under dette Ophold ogsaa har hørt paa Forestillinger i Anledning af de sidste Skridt til Kronindtægternes For-
- ↑ Erkebiskop Arnes Indulgensbrev for Løkers Kirke paa Høland, dat. Thrygstad d. 24de Novbr. 1348, og et lignende for Fegringens Kirke, dat. Lunner paa Hadeland den 3die Juni 1349, Dipl. N. II. 297. 302.
- ↑ Dette siges udtrykkeligt i den paafølgende Kundgjørelse fra Baagahuus, hvorom nedenfor.
- ↑ Dipl. N. II. 299.
