Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/512

Denne siden er korrekturlest
494
Magnus Erikssøn.

op. Med Magt lod sig intet udrette, men desto mere ved List, og for det første synes det, som om han ved alskens venskabelige Tilnærmelser har søgt at faa Kong Magnus i sine Garn og lokke ham til en Godtroendhed og Tillid, som han senere kunde benytte til sin Fordeel. Vi have saaledes allerede seet den Tilnærmelse, som fandt Sted imellem dem saavel umiddelbart før, som strax efter Kong Valdemars Jorsalaferd, og det imellem dem indledede Svogerskab. Nu havde Valdemar desuden en særegen Grund til at snakke godt for Magnus og sikkre sig Fred fra hans Side[1]. Valdemars Svoger, Markgrev Ludvig af Brandenburg, stod i denne Tid i Fare for at miste hele sit Markgrevskab. Den Strid, som i Tydskland allerede længe havde hersket mellem det bayerske og luxemburgske Huus, varede fremdeles ved, ogsaa efter Keiser Ludvigs Død. Karl af Luxemburg, der allerede var ophøjet til Kongeverdigheden, greb med Glæde Lejligheden til at gjøre Keiser Ludvigs Søn, Markgrev Ludvig, Skade, idet han anerkjendte og understøttede den saakaldte falske Valdemar, formodentlig en Bedrager, der udgav sig for den sidste Markgreve af den gamle anhaltske Stamme, der allerede siden 1319 havde troet været død. Kong Magnus’s Svoger, Albrecht af Mecklenburg, som saa, at der ved denne Røre var noget at vinde, tog tilligemed Hertug Barnim af Stettin, Fyrste af Rügen, Parti for den falske Valdemar og høstede ogsaa strax Løn derfor, idet Kong Karl d. 4de ophøiede Albrecht tilligemed hans Broder Johan fra Undervasaller under Brandenburg til umiddelbare Rigsfyrster af Mecklenburg med Hertugs-Titel. Men desforuden forlenede han Barnim med Rügen, uagtet dette var et dansk Lehn, og der paastaaes ogsaa, at Albrecht paa samme Maade forlenedes med Rostock, der ligeledes stod under dansk Lehnshøjhed. Kong Valdemar, som allerede ikke godt kunde see paa, at

    Juli 1348 (Huitfeld 496–498, Schl. Holst. l. Urkund. II. S. 212. Kong Valdemar havde klogt benyttet sig af en Fejde mellem Grev Henrik og den mægtige holstenske Adelsmand Henneke Hummersbüttel paa Borgen Stege ved Oldesloe, idet han nemlig.først gjorde Forsøg paa at undsette Borgen, som Henrik belejrede formedelst al den Skade, dens Indehaver tilføjede Borgeres og Bønders fredelige Virksomhed, Men„ da Forsøget mislykkedes, tilkjøbte sig Borgen for 5000 Mi. S. Da fandt Henrik det raadeligst at indgaa hiin Overenskomst med ham, hvorved han mod at faa Stege afqvittede hine 5000 Mark af de 41000, hvorfor Fyn stod pantsat; 5000 skulde Kongen betale i Afdrag; desforuden skulde han overdrage Greverne Jordegods i Holsten af 5000 Mks. aarlig Indtægt. Derfor skulde han faa Nyborg med Halvdelen af Fyn, og med Hensyn til Indløsningen af den anden Deel opstilledes de nøjagtigste Betingelser.

  1. Om det følgende see især Grams Forbedringer, S. 56–66, Stenzel, Gesch. Preussens I. 120. Dahlmann, Gesch. Dänemarks I. 498, 499.